|
|
 |
Grimnes Tale
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
Digtet
består af 54 strofer. Odin, forklædt som Grimne/Grimner,
besøger sin fostersøn Kong Geirrød efter et væddemål
med Frigg. |
|
|
|
Kong Rødung
havde to Sönner; den ene hed Agnar, den anden
Gejrröd. Agnar var ti Vintre gammel, men Gejrröd
otte Vintre. De to roede
ud i en Båd med deres Medestænger for at fiske
Småfisk; da drev Vinden dem ud på Havet. I Nattens
Mörke strandede de mod Landet; de gik da op og fandt
en Bonde i en Hytte; der blev de om Vinteren.
Bondekærlingen* fostrede Agnar, og Bonden Gejrröd og
oplærte ham. Da det blev Vår, skaffede Bonden dem et
Skib, men da han og hans Kærling fulgte dem ned til
Stranden, da talte Bonden hemmeligt med Gejrröd. De
fik Medbør og
kom til deres Faders Bolig. Gejrröd var foran i
Skibet; han sprang op på Land og stødte Skibet ud og
sagde: "far du nu i onde Vætters** Vold". Skibet drev
ud på Havet, men Gejrröd gik op til Gården og blev
der vel modtagen, men hans Fader var dengang død.
Da blev Gejrröd tagen til Konge og blev en berömt
Mand. |
*Bondekærlingen = bondekonen/-kællingen.
**Vætte = overnaturligt lille væsen, f.eks. nisse,
dværg, alf. |
|
Odin og
Frigg sad på Hlidskjalv og så ud over
al Verden.
Odin sagde: "ser du Agnar, din Fostersön,
hvorledes han avler Börn med en Gyge i Hulen,
men
Gejrröd, min Fostersön, er Konge og råder nu for
Landet."
Frigg siger: "han er så karrig med sin Mad,
at han plager sine Gæster, når han synes, at der
kommer for mange." Odin siger, at det er den störste
Lögn, og derom vædde de. Frigg sendte sin Terne, Fulla, til Gejrröd; hun bad Kongen vogte sig, at
ikke den vise Mand,
der var kommet der til Landet, skulde forgøre
ham, og hun sagde, at der var det Kendetegn på ham,
at ingen Hund var så glubsk, at den turde springe
løs på ham. Det var nu den störste Usandhed, at
Kong
Gejrröd ikke var gæstfri med sin Mad, og dog lader
han den Mand fange, som Hundene ikke vilde gå løs
på. Han var klædt i en blå Kappe og kaldte sig
Grimne,
og mere vilde han ikke sige om sig, skönt han blev
spurgt. Kongen lod ham pine, for at få ham til at
tale, og sætte mellem to Bål; der sad han otte
Nætter. Kong Gejrröd havde da en Sön, der var
ti Vintre gammel
og hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik hen til Grimne og gav ham et fyldt Horn at drikke
af og sagde, at hans Fader gjorde ilde i at lade
Manden pine, da han var uskyldig. Grimne drak af
Hornet; da var Ilden kommen så vidt, at Kappen
brændte paa Grimne. Han sagde: |
|
1. Hed er du, Ild!
og altfor vældig,
thi lad os skilles, Lue!
Kjortlen brænder,
skönt op jeg den bærer,
og Flammen fatter min Kappe. |
|
2. Otte Nætter jeg sad
her mellem Ild,
og ingen Mand
Mad mig bød
uden Agnar ene,
der ene skal råde
over Goters Land,
Gejrröds Sön. |
|
3. Hil dig. Agnar!
Held dig byder
Mændenes mægtige Gud.
For én Drik Øl
får aldrig du bedre
Gave til Gengæld. |
|
4. Der er et helligt
Land,
som jeg ser at ligge
nær Aser og Alfer.
Dér i Thrudhjem
Thor skal bo
til Guder forgå. |
|
5. Ydale det
hedder,
hvor
Ull har
sig Sale bygget.
Alfhjem til
Frey
gav Guder i årle
Tider til Tandgave*. |
*Tandgave/tannfé
= gave
der blev givet til et barn,
når det tabte sin første tand. |
|
6. Der er en tredje
Gård;
de gode Guder
tækked dens Sale med Sølv.
Valaskjalv hedder Borgen,
den, som sig bygged
en As i årle Dage. |
|
7. Sökkvabæk
hedder den fjerde,
hvor svale Bølger
foroven rislende rinde.
Der monne
Odin og
Saga*
alle Dage drikke
glade af gyldne Krus. |
|
*Saga = asynje og seerske, hun bor i Sökkvabæk
(måske identisk med Frigg). |
|
8.
Gladshjem hedder den femte,
hvor den guldklare
vide
Valhal sig strækker,
Der vælger Hroft
hver en Dag
de i Kampen slagne Kæmper. |
|
9. Let det kendes
af dem, som til
Odin komme
for hans Sale at se.
Spyd ligge som Lægter,
med Skjolde er Salen tækket,
Brynjer på Bænkene bredt. |
|
10. Let det kendes
af dem, som til Odin komme
for hans Sale at se.
En Ulv hænger
vesten for Udgangen;
en Örn luder derover. |
|
11. Thrymhjem
hedder den sjette,
hvor
Thjasse bode,
den meget mægtige Jætte.
Nu bygger
Skade,
Gudernes skönne Brud,
i sin Faders gamle Gård. |
|
12. Brejdablik
er den syvende,
der har
Balder
sig Sale bygget
i den Vang,
hvor jeg véd der findes
mindst af Mén. |
|
13. Himinbjörg
er den ottende,
hvor
Hejmdal råder
for sine hellige Haller.
Der drikker Gudernes Vogter
i sin yndige Gård
glad den gode Mjød. |
|
14. Folkvang er
den niende;
der råder
Frøja
for Sæder i Sal.
Den halve Val*
hun vælger hver Dag;
den halve er Odins Eje. |
|
*Val
= faldne krigere. |
|
15. Glitne er
den tiende;
paa Guldsöjler den står,
og med skinnende Sølv er den tækket.
Der bor
Forsete
de fleste Dage;
mellem stridende Fred han stifter. |
|
16.
Noatun er
den ellevte;
der har
Njörd
sig Sale bygget.
Mændenes herlige
Hersker råder
for sin höje Helligdom dér. |
|
17. Begrot med
Ris
og med höjt Græs
er
Vidars Land Vide.
Der sidder
Odins
Ætling på Hestens Ryg;
han vil hævne sin Fader. |
|
|
19.
Gere og
Freke
mætter den kampvante,
stolte Sejrfader.
Af Vin ene
den våbensmykkede
Odin altid lever. |
|
20.
Hugin og
Munin
monne flyve
hver Dag Over Verden.
For Hugin jeg ængstes,
at ej atter han kommer;
end mer jeg frygter for Munin. |
|
21. Thund* tuder,
og i Thjodvitnes
Flod** leger Fisken;
altfor stor
tykkes Åens Ström
for Valhals Flok at vade. |
*Thund = navnet på
en å.
**Thjodvitnes flod = fråden
fra
Fenrisulvens
gab skabte en flod. |
|
22. Valgrind er
Gærdet,
som står på Vang,
helligt for de hellige Döre.
Gammelt er Gærdet;
få vide grant,
hvordan det er lukket i Lås. |
|
23. Femhundred Döre
og endnu fyrre
tror jeg på
Valhal at være.
Ottehundred Ejnherjer
gå sammen ud ad én Dör,
når de skal ud med Ulven at kæmpe. |
|
24. Femhundred Sale
og endnu fyrre
har, tror jeg, det bugtede
Bilskirne.
Af alle Huse, som tækkes
med Tag, jeg véd,
at min Söns er det störste. |
|
|
25.
Hejdrun
hedder Geden,
som står ved
Hærfaders Hal
og gnaver af
Læråds Grene.
Bøtter fylde hun
skal
med den skære
Mjød;
på den Drik ej
skorte det skal.
|
|
|
26. Ejkthyrne
hedder Hjorten,
som står ved
Hærfaders Hal
og gnaver af
Læråds Grene.
Dråber fra hans
Takker
i
Hvergelme*
drypper;
Deden går alle
Vandes Vej. |
|
*Hvergelmer/Hvergelmir
er en kilde i
Niflheim. |
|
|
27. Sid og Vid
Søkin og Ejkin,
Svöl og Gunthro,
Fjörm og
Fimbulthul,
Hin og Rennande,
Gipul og Göpul,
Gömul og
Gejrvimul,
de strömme om
Gudernes Sale,
Thyn og Vin,
Thöll og Höll,
Gråd og
Gunthorin. |
|
|
28. Vina hedder en,
en anden
Vegsvin,
en tredje
Thjodnume:
Nyt og Nöt,
Nön og Hrön,
Slid og Hrid,
Sylg og Ylg,
Vid og Vån,
Vönd og Strönd,
Gjöl og Lejft,
de falde til
Mændenes Hjem,
de falde heden
til
Hel. |
|
29.
Körmt og
Örmt
og de to Kerløger -
i dem skal
Thor vade
hver en Dag,
når han drager til Doms
til
Yggdrasils Ask,
thi Asernes Bro
brænder med Lue,
og de hellige Vande hedes. |
|
30. Glad og Gylle,
Gier og Skejdbrime,
Silvrintop og Sine,
Gisl og Falhovne,
Guldtop og Letfod,
på dem ride Aser
hver en Dag,
når de drage til Doms
til
Yggdrasils Ask. |
|
31. Tre Rødder sig
strække
ad trende Veje
fra
Yggdrasils Ask:
Hel bor under den ene,
under den anden Rimthurser*,
under den tredje menneskelige Mænd. |
|
*Rimthurser
= jætter dannet af rimfrost. |
|
|
33. Så er der
fire
Hjorte,
som med Hoved knejse
og Grenene gnave,
Dåin og Dvalin,
Dunør og Durathro. |
|
34. Flere Orme ligge
under
Yggdrasils Ask,
end nogen usnild Tåbe tænker;
Goin og Moin,
de ere Gravvitnes Sönner,
Gråbag og Gravvöllud.
Ovne og Svavne,
tror jeg, skal altid
gnave på Træets Grene. |
|
35.
Asken Yggdrasil
Arbejd döjer
mere end Mænd vide;
Hjorten bider foroven,
Askens Side rådner.
Nidhug
slider forneden. |
|
36. Hrist og Mist
skal Hornet mig række.
Skeggöld og Skögul,
Hild og Thrud,
Hlökk og Hærfjötur,
Göll og Gejrönul,
Randgrid og Rådgrid
og Reginlejv
byrde Ejnherjerne Øl. |
|
37. Årvak og Alsvid
skulle op over Himlen
trætte Solen trække.
Under deres Bove
skjulte de blide Aser
den jernkolde Køler. |
|
38. Svalin han hedder,
som står for Solen,
et Skjold for den skinnende Gud.
Jeg véd, at Bjerge og Brænding
brænde skulle,
når han falder fra. |
|
39. Sköll* hedder
Ulven,
som følger den strålende Gud
til den skærmende Skov.
Den anden er Hate**,
han er Hrodvitnes Sön***,
han skal løbe for Himlens lyse Brud. |
|
*Sköll
= jætte forklædt som ulv der jager solen.
**Hate
= jætte forklædt som ulv der jager månen.
***Hróðvitnir =
Fenrisulven. |
|
40. Af
Ymes Kød
blev Jorden skabt
og Bølgen af hans Blod.
Bjerge af hans Ben,
Buske af hans Hår
og af Hovedskallen Himlen. |
|
41. Af hans Öjenhår
danned ejegode Guder
Midgård for Mændenes Sönner.
Af hans Hjerne
blev alle de bistre
Skyer skabte. |
|
42. Ulls Huld
og alle Guders
har den, som rörer först ved Flammen,
thi Verdnerne åbnes
om Asernes Sönner,
når Kedlerne komme af Ilden. |
|
|
|
45. Mit Åsyn har nu
Sejrguders
Sönner set;
vel skal nu Frelsen våge.
Alle Aser
skulle nu komme ind
til Øges Bænke,
til
Øges Gilde. |
|
46. Grim jeg
hed,
Gangler jeg hed,
Herjan og Hjælmbærer,
Thekk og Tredje,
Thud og Ud,
Helblind og Höj, |
|
47. Sad og Svipal
og Sangetal,
Hærtejt og Hnikar,
Bilöj, Bålöj,
Bölværk, Fjölne,
Grim og Grimne,
Glapsvid og Fjölsvid. |
|
48. Sidliat, Sidskæg,
Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader,
Atrid og Farmaty ;
med ét Navn
nævntes jeg aldrig,
mens jeg blandt Folkene for. |
|
49.
Grimne de
kaldte mig,
her hos
Gejrröd,
Jalk hos Armund
og Kjalar dengang,
da Kælker jeg drog,
og Thro på Thinge,
Vidur på Valen,
Oske og Ome,
Jævnhöj og Bivlind,
Göndle og Harbard hos Guder. |
|
50. Svidur og Svidre
hed jeg hos Sökkmime
og skuffed den ældgamle Jætte,
da jeg ene Midvitnes,
den mægtige Söns,
Bane var bleven. |
|
51. Drukken er du,
Gejrröd!
For meget du drak.
(Den megen Mjød dig dåred.)
Meget du misted,
da min Hjælp du misted,
alle Ejnherjer og
Odins
Huld. |
|
52. Meget jeg dig
sagde,
men lidet du mindes;
dine Venner volde dig ondt.
Min Vens Sværd
ser jeg ligge
dryppende, dyppet i Blod. |
|
53. Sværdets Egg ham
slog;
Ygg ejer Valen;
jeg véd, at dit Liv er ledet.
Strenge ere Diserne*.
Nu kan
Odin
du skue;
kom nu til mig, om du kan. |
|
*Diser = overnaturlige kvindelige væsener f.eks.
norner og
valkyrier. |
|
54. Odin hedder jeg
nu;
Ygg* hed jeg forhen,
endnu för hed jeg Thund.
Vak og Skilving,
Våvud og Hroftaty,
Gøt og Jalk blandt Guder,
Ovne og Svavne;
alle disse, tror jeg, ere blevne
til mig, den ene. - |
|
*Ygg
= den skrækkelige. |
|
Kong Gejrröd sad og
havde sit Sværd over sine Knæ og trukket ud til
Midten. Men da han hørte, at
Odin var der, stod
han op og vilde tage Odin fra Bålene. Sværdet slap
ham ud af Hånden, og Hjaltet [grebet] vendte nedad. Kongen
trådte til med Foden og faldt fremad, men Sværdet
stod tværs igennem ham, og således fik han Bane
[døde].
Odin forsvandt da, men Agnar var Konge der længe
efter den Tid. |
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Skirnes Rejse
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
Digtet
består af 42 strofer. Skirne/Skirner/Skírnir sendes
af Frej til Jotunheim for, på hans vegne, at fri til
jættekvinden Gerd, der ikke er villig tll at møde
Frej, og først da Skirner truer hende med runemagi
overgiver hun sig. |
|
|
|
Frey,
Njörds Sön,
havde en Dag sat sig på
Hlidskjalv* og så ud over al
Verden; han så til
Jøtunhejm og så der en fager Mø,
som hun gik fra sin Faders Hus til Kvindestuen.
Deraf fik han stor Hjertesorg. Skirne hed Freys
Skosvend**; ham bad Njörd at tale med Frey, og
Skade
sagde: |
*Lidskjalv er
Odins tronstol.
**Skosvend
= tjener. |
|
1. Stå op, Skirne!
gå at skifte
Ord med vort Afkom.
Spörg den vise,
hvem det mon være,
som hans Vrede volder. |
|
Skirne.
2. Visselig onde
Ord jeg venter,
om til
Frey
jeg sådant siger
og spörger den vise,
hvem det mon være,
som hans Vrede volder. - |
|
3. Sig du det, Frey!
Fyrste blandt Guder!
som jeg vil vide:
Hvi sidder du ene
i de lange Sale
alle Dage, min Drot? |
|
Frey.
4. Hvi skal jeg sige
dig unge Svend
min tunge Trængsel?
Den skinnende Sol
stråler hver Dag,
men aldrig på Ønskerne mine. |
|
Skirne.
5. Så store kan ej
dine Ønsker være,
at ej mig du dem turde betro.
Vi var unge sammen
i årle Tider;
vel tör vi hinanden tro. |
|
Frey.
6. I
Gymes Gårde,
der så jeg gange
min elskede Mø;
hendes Arme lyste,
så at alting skinned
höjt
i Luft og på Hav. |
|
7. Aldrig elsked
nogen Yngling
mere en Mø,
men ingen Mand,
hverken As eller Alf,
vil, at vi to mødes. |
|
Skirne.
8. Så giv mig da Hesten,
som bærer mig gennem
den mörke,
truende Troldild,
og det Sværd,
som selv sig svinger
mod Jætters Æt. |
|
Frey.
9. Jeg giver dig Hesten,
som bærer dig gennem
den mörke,
truende Troldild,
og det Sværd,
som selv sig svinger,
når en vis det holder i Hånd. |
|
Skirne
til Hesten.
10. Mörkt
er det ude;
det er Tid, at vi ile
over fugtige Fjælde,
over Thursers Folk.
Enten frelses vi begge,
eller os begge tager
den onde og vældige Jætte. |
|
|
Skirne red til
Jøtunhejm til
Gymes
Gårde; der vare glubske Hunde
bundne for Ledet af det Hegn, der var om
Gerds Sal.
Han red derhen,
hvor en Kvæghyrde sad på en Höj,
og sagde til ham: |
|
11. Sig du mig, Hyrde!
som på Højen sidder
og vogter alle Veje:
hvordan Ord jeg kan skifte
med den unge Mø
for Gymes glubske Hunde? |
|
Hyrden.
12. Er du død
eller til Døden viet?
Du, som kommer höjt
til Hest!
Aldrig du får
et Ord at mæle
med Ymes gode Mø. |
|
Skirne.
13. Når man iler på Rejse
har man andet at göre
end at klynke og klage.
Til én Dag
blev alt mit Liv
og min Skæbne bestemt. |
|
Gerd.
14. Hvad larmende Larm
lyder nu for mig
her i vore Huse?
Jorden ryster,
og rundt omkring os
skælve Grymes Gårde. |
|
En Terne.
15. En Svend er derude.
Af Hest er han stegen.
Gangeren lader han græsse. |
|
Gerd.
16. Byd ham gå ind
at bænkes i Sal
og drikke den dyre Mjød.
Dog jeg det aner,
at ude står
min Broders Bane*. - |
*min Broders Bane =
Frey
dræbte Bele, Gerds bror. |
|
17. Hvad er det for en
Alf
eller Sön
af Aser
eller af vise Vaner?
Hvi kom du ene
over den flammende Ild
vore Sale at se? |
|
Skirne.
18. Ej er jeg Alf
eller Sön
af Aser
eller af vise Vaner,
skönt
ene jeg kom
over den flammende Ild
eders Sale at se. |
|
19. Her har jeg
elleve
gyldne Æbler;
dem vil jeg give dig, Gerd!
for Fred at købe,
at Frey du skal agte
for den mest elskede Mand. |
|
Gerd.
20. Elleve Æbler
jeg aldrig tager
for Frier at föje.
Ej kan Frey og jeg,
mens i Live vi ere,
bygge sammen i Bo. |
|
Skirne.
21. Jeg byder dig Ringen,
den, som blev brændt
med Odins unge Sön.
Otte jævntunge Ringe
af den dryppe
hver niende Nat. |
|
Gerd.
22. Ej tager jeg Ringen,
om end den blev brændt
med Odins unge Sön.
Ej savner jeg Guld
i
Gymes
Gårde;
min Fader har fuldtop deraf. |
|
Skirne.
23. Ser du dette Sværd, Mø!
det slanke, med Runer beskrevne,
som jeg holder i Hånden her?
Dit Hoved vil jeg hugge
af fra din Hals,
hvis Du ej til Vilje mig er. |
|
24. Aldrig jeg tåler
med Tvang at nødes
til Frier at föje.
Forvist jeg tror,
at om Gyme dig træffer,
da får I kamplystne at kæmpe. |
|
Skirne.
25.
Ser du dette Sværd, Mø!
det slanke, med Runer beskrevne,
som jeg holder i Hånden her?
For dets Egg
segner den ældgamle Jætte,
finder din Fader sin Død. |
|
26. Med
Tryllekvist
slår jeg;
tvinge jeg skal dig
mig til Vilje, Mø!
Jeg sender dig did,
hvor Mændenes Sönner
siden skal aldrig dig se. |
|
27. På
Örnehoj
skal årle du sidde
med Ryg til Verden
og vendt mod
Hel.
Mad være dig ledere
end Mændene er
den skinnende Snog. |
|
28. Et Undersyn du
vorde,
når ud du kommer;
Hrimne* på dig stirre,
alle over dig studse,
mere vidspurgt du vorde
end Guders Vogter.
Glo du kun frem bag Gærde. |
|
*Hrimne = jætte. |
|
29. Vanvid, Lede,
Trolddom, Vildskab;
så øges dig Trængsel og Tårer.
Sæt du dig ned,
så skal jeg dig sige
din svare Skæbne,
din tvefolde Trængsel. |
|
30. Vætter* skal Rædsel
dig volde den lange Dag
inde i Jætternes Gårde.
Til Rimthursers** Hal
skal i Dagenes Række
du ynkelig krybe,
du ussel kravle.
Gråd skal du få
istedetfor Gammen:
med Tårer skal i Trængsel du leve. |
*Vætte = overnaturligt lille væsen, f.eks. nisse,
dværg, alf.
**Rimthurser = jætter dannet af rimfrost. |
|
31. Du skal være
en
trehovdet
Thurses* Kærling
eller ingen Mand eje.
Sorg skal dig slå,
Angst skal dig øde.
Som en Tidsel du være,
der sidder trængt
oppe i Udhusets Tag. |
|
*Thurse/turse
= overnaturligt ondt væsen/jætte. |
|
32. Til Skov jeg gik,
til vilde Skov
for Ønskekvist at finde,
og Ønskekvist jeg fandt. |
|
33. Vred er dig
Odin,
vred er dig Asernes vældige*,
Frey blir dig fjendsk,
du fuleste Mø!
du vandt dig alle
Gudernes grumme Vrede. |
|
*Asernes vældige =
Thor. |
|
34. Hører det, Jætter!
Hører det, Rimthurser
Suttungs Sønner!
selve Asernes Skare!
hvordan jeg forbyder,
hvordan jeg forbander:
ved Mand skal ej Møen glædes,
Mand skal ej Møen nyde. |
|
35. Hrimgrimne
hedder
den Thurs,
som dig skal have
nedenfor Liggittrets Led.
Der kan Trælle
ved Træets Rödder
dig Gedevand give.
Ædlere Drikke
aldrig du få!
Slig var din Vilje, Mø!
Slig er min Vilje, Mø! |
|
|
36. En
Rune og trende
Tegn jeg dig rister:
vilde Lyster og Vanvid
og voldsom Uro;
men af jeg dem rister,
som i jeg dem risted,
hvis så det skal ske. |
|
Riste runerne af =
at udslette dem. |
|
Gerd,
37. Hil dig da, Svend!
Den kolde Kalk jeg dig rækker;
af Fortids Mjød er den fuld.
Dog havde jeg ventet,
at jeg Vaners Ætling
aldrig skulde elske. |
|
Skirne
38. Om mit Ærind
må alt jeg vide,
for hjem jeg rider heden.
Når vil den mandvoksne
Sön
af Njörd
Elskovs Møde du unde? |
|
Gerd.
39. Barre hedder
- vi kende den begge -
den lönlige
Lund.
Der mon om ni Nætter
til Njörds
Sön
Gerd sin Elskov unde. |
|
|
Da red Skirne hjem.
Frej stod ude og hilste ham og spurgte om Tidende. |
|
40. Sig mig det,
Skirne!
för
du tager Sadel af Hest
og et Fjed du går frem:
Hvad har du udrettet
i Jøtunheim
mig eller dig til Vilje? |
|
Skirne.
41. Barre hedder
- vi kende den begge -
den lönlige
Lund.
Der mon om ni Nætter
til Njörds
Sön
Gerd sin Elskov unde. |
|
Frey.
42. Lang er en Nat;
lange ere to;
hvor kan jeg vente i tre?
Ofte en Måned mig
mindre tyktes
end halv en Nat, når jeg higer. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sangen om Vegtam eller Balders Drömme
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
Digtet
består af 14 strofer.
Odin forklædt som Vegtam rider på Sleipner til
dødsriget Niflheim, hvor hans ærinde er at udspørge
vølven om Balders onde drøm om sin egen død. Odin
finder Vølvens gravhøj og genopliver hende. Vølven
fortæller at Balder ventes i Hel, og at han bliver
dræbt af sin bror Høder. |
|
|
1. Mødtes da alle
Aser på Thinge,
alle Asynjer
gik til Ordstævne.
Råd da lagde
de rige Guder
alt om
Balders
onde Drömme. |
|
2. Op stod
Odin,
den gamle Ordfører
Sadlen fæsted
han om Slejpne;
red han da deden
ned til
Nivlhejm.
Hunden han mødte,
som kom fra
Hel. |
|
I
Snorres Edda er det
Hermod, Odins søn, der rider til Hel på Sleipner.
|
|
|
Mellem 1 og 2
indskydes i nogle håndskrifter følgende nyere Vers: |
1. Så svar en Dröm
om Guden svæved;
Held i Sövne
syntes svundet.
Guder spurgte
fremvise Spådomme,
om det monne
Ondt forkynde. |
|
2. Spådomme svared,
at
Ulls Slægtning
var dødsens, af alle
den mest elskede.
Sorg det voldte
Frigg og Svavne*
og de andre Guder.
Råd de ypped. |
|
*Svavne =
Odin. |
|
3. Blodig var den
foran på Brystet,
(på mordgrisk Kæft
og på hængende Kæve.
Den gøed ham imøde
og gabed svart);
ad Galdrens Fader
den glammed længe.
Red da Odin
- Markerne runged -,
kom så til Hels
höje Hus |
|
4. Da red
Odin
østen for Dören,
der hvor han vidste
Vølvens Gravhöj.
Der for den vise
han Valsang kvad,
(mod Nord han skued,
Stave lagde,
Sange sagde,
Sandsagn* begjæred),
til nødig hun sig rejste
og Ligord nynned. |
|
*Sandsagn =
sandfærdig beretning. |
|
|
Mellem 3 og 4
indskydes i nogle håndskrifter følgende nyere Vers: |
3. Ud skulde sendes
alle Ånder
om Fred at bede
og ej Balder at skade;
alle Eder svores
ham at skåne.
Frigg
tog alskens
Ed og Fæste. |
|
4. Valfader frygter,
at alt var ej vel,
at de gode Ånder
havde Afsked taget.
Aser han kalder,
Råd af dem kræver.
Der blev ved Målstevnet
meget mælet. |
|
5. "Hvo er den Mand
- ej jeg ham kender -
som kalder mig mødige*
op fra Mulde?
Sne føg på mig
Regnen slog mig,
Dug drev over mig -
død var jeg længe. |
|
*mødige = døde. |
|
Odin.
6. Vegtam* hedder jeg,
Sön af Valtam,
så vis på Verden,
som du er vis på
Hel.
For hvem ere Bænke
bredte med Ringe,
prægtige Sæder
smykkede med Guld? |
|
*Vegtam =
Odin. |
|
Vølven.
7. Her for Balder
brygget er Mjøden,
den skære Drik
- Skjoldet den dækker.
Mægtige Aser
må fortvivle.
Nødig talte jeg;
nu vil jeg tie. |
|
Odin.
8. Ej tie du, Vølve!
thi jeg vil spörge,
til alt jeg véd.
End vil jeg vide:
Hvo monne Balders
Bane blive
og røve Odins
Ætling Livet? |
|
Vølven.
9. Hid* bærer
Höd**
den höje berömte
Gud. Han Balders
Bane vorder
og røver Odins
Ætling Livet.
Nødig talte jeg;
nu vil jeg tie. |
*Hid = til Hel.
**Höd/Høder. |
|
Odin.
10. Ej tie du, Vølve!
thi jeg vil spörge,
til alt jeg véd.
End vil jeg vide:
Hvo giver Höd
Hevn for Had?
Hvo skal Balders Bane
på Bålet bringe? |
|
|
Vølven.
11. Rind føder
Vale
i Vestens Sale.
Den Sön af Odin
skal natgammel slå.
Hånd han ej tor
eller Hoved kæmmer,
för Balders Fjende
på Bål, han bærer.
Nødig talte jeg;
nu vil jeg tie. |
|
Odin.
12. Ej tie du, Vølve!
thi jeg vil spörge,
til alt jeg véd.
End vil jeg vide:
Hvo er de Møer,
som efter Tykke monne
græde og kaste mod Himlen
Halsenes Slør? |
|
Vølven.
13. Ej er du Vegtam,
som jeg ménte;
heller er du Odin,
den gamle Ordfører. |
Odin.
Ej er du Vølve
eller vis Kvinde;
heller er du trende
Thursers Moder. |
|
Vølven.
14. Hjem ride du, Odin!
rask og frejdig. -
Da först vække du
Vølven atter,
når Lænker løsnes
brat om Loke,
når Verden raver
i
Ragnarok. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sangen om Harbard
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
Digtet
består af 60 strofer.
Thor kommer rejsende fra Østen og vil krydse
et sund og beder færgekarlen Harbard (Odin i
forklædning) om at færge sig over, men det vil
han ikke. Herefter følger en mandjævning, en verbal
kappestrid, en ordkrig, hvor Thor og Harbard
forsøger at overgå hinanden med pral og
fornærmelser. |
 |
|
Thor kom rejsende fra
Østen og kom til et Sund; på den anden Side af
Sundet var Færgekarlen med Skibet. |
Thor kaldte:
1. Hvo er den Svend blandt Svende,
som står hinsides Sundet? |
Færgekarlen.
2. Hvo er den Karl blandt Karle,
som kalder over Vandet? |
|
Thor.
3. Far Du mig over Sundet;
saa føder jeg dig imorgen.
En Kurv har jeg på Bag;
ej gives der bedre Mad.
Jeg åd i Ro,
för jeg hjemmefra fór,
Sild og Havre;
så jeg er mæt endnu. |
|
Færgekarlen.
4. Årle holder du Davre
og af det Arbejd dig roser.
men intet véd du forud.
Det står trangt til i Hjemmet;
jeg tror, at din Moder er død. |
Thor.
5. Det siger du nu,
som synes at være
megen Kummer:
at min Moder er død. |
|
Færgekarlen.
6. Ej ser du ud til at
eje tre gode Gårde.
Barbenet står du;
Landstrygerdragt du bærer;
Bukser har du ikke på. |
Thor.
7. Styr herhen med Båden.
Jeg viser dig Sted til Landing.
Hvis er Skibet,
Hvori du ligger ved Land. |
|
Færgekarlen.
8. Hildulv han hedder,
som bød mig her at ligge,
den rådsnilde Helt,
som bor i Rådsøsund.
Ej bød han færge Hestetyve
og Keltringer her,
men gode Mænd
og Folk, som godt jeg kendte.
Sig du dit Navn,
om over Sund du vil fare. |
|
Thor.
9. Mit Navn skal jeg sige.
skönt nu jeg er landflygtig,
og al min Slægt.
Jeg er
Odins Sön,
Mejles Broder
og Magnes Fader,
den vældige blandt Guder;
med
Vingthor kan her du tale.
Derom spörger jeg nu,
hvad Du mon hedde. |
Færgekarlen.
10. Harbard jeg hedder;
sjælden jeg skjuler mit Navn. |
|
Thor.
11. Hvi skulde dit Navn Du skjule,
når du er sagesløs Mand? |
Harbard.
12. Om end jeg ej sagesløs var,
skulde jeg vel vide
at forsvare mit Liv
mod en slig som dig,
når ej dødsens* jeg var. |
|
*"Når ej dødsens
jeg var" = når ej Døden var mig bestemt af Skæbnen. |
|
Thor.
13. Ilde tykkes mig om at vade
gennem Vandet til dig
og væde min Kjortel.
Vel skulde jeg lönne din fryndsede Svend
dine spydige Ord,
når over Sundet jeg kom. |
Harbard.
14. Her jeg står;
Her venter jeg på dig.
Ej fandt du en hårdere Hals
siden
Hrungnes Helfart. |
|
Thor.
15. Du taler om Kampen,
som med
Hrungne jeg kæmped,
den stormodige Jætte,
hvis Hoved var af Sten.
Dog måtte han falde
og segne for mig.
Hvad virked du dengang, Harbard? |
|
Harbard.
16. Med Fjölvar* jeg var
hele fem Vintre
på den Ø,
som Algrön hedder.
Der vog vi i Kamp
Fjender på Val;
Meget vi prøved;
Mø vi os vandt. |
|
*Fjölvar
= formentlig en jætte. |
Thor.
17. Hvordan gik det så med jere Kvinder? |
|
Harbard.
18. Vi havde muntre Kvinder,
Når de blot vilde minde* os,
vi havde yndige Kvinder,
når de blot vilde elske os.
Af Sand de monne
Strikker sno*
og grave Grund
i dybe Dal.
Ene blev jeg af alle
ypperst i Råd.
Jeg hvilte hos de Søstre syv,
havde al deres Yndest og Elskov.
Hvad virked du dengang, Thor? |
*Minde = kysse.
*"Af Sand de monne Strikker sno" = deres Stræben var
til ingen Nytte. |
|
Thor.
19. Jeg dræbte
Thjasse*,
Den trodsige Jætte.
Alvaldes Söns
Öjne jeg kasted
op på den herlige Himmel,
de ere de bedste Mærker
på Gerningerne mine,
som alle Mænd siden skal skue.
Hvad virked Du dengang, Harbard? |
|
*Tjasse er søn af Årvalde.
Hans datter er
Skade. |
|
Harbard.
20. Megen Elskov med de Møer,
som i Mörket ride;
vendte deres Hu fra deres Husbonder.
Hlebard tyktes mig være
en vældig Jætte.
Ønskekvist han mig gav,
men jeg voldte, at sit Vid han misted. |
Thor.
21. Med ond Hu du da lönned
gode Gaver. |
|
Harbard.
22. Det er den ene til Både,
hvad den anden bøder.
Hver sörger for sig i sligt.
Hvad virked du dengang, Thor? |
Thor.
23. Østerpå var jeg
og fælded Jætters
onde Brude,
da til Bjerget de gik.
Stor var Jætternes Æt,
hvis de alle leved,
og ingen Mand
vilde bo i Midgård.
Hvad virked Du imedens, Harbard? |
|
Harbard.
24. I Valland var jeg,
på Val jeg færdedes,
hidsede Fyrster;
Fred stifted jeg aldrig.
Odin har Jarlerne,
som falde på Valen,
men Thor har Trællenes Slægt. |
Thor.
25. Uligt vilde Du skifte
Flok blandt Aser,
om Evne du ejed som Vilje. |
|
Harbard.
26. Kraft har Thor,
men ej Kækhed i Hjertet.
Ræd i Hu
ind i Handsken du krøb*.
Ej tyktes du da at være Thor.
Tvunget af Rædsel
turde Du hverken
hoste eller nyse,
så Fjalar* det hørte. |
*Thors
besøg hos Udgårdsloke.
*Fjalar er her navnet på Udgårdsloke/Skrymer. |
|
Thor.
27. Fejge Harbard!
Til Hel jeg skulde dig slå,
hvis over Vandet jeg kunde række. |
Harbard.
28. Hvi skulde over Vandet du række,
da vi to ere Venner?
Hvad virked du da, Thor? |
|
Thor.
29. Østerpå var jeg
og værned om Åen,
da Svarangs Sönner
ind paa mig søgte;
med Sten de mig slog;
stakket Held de dog havde.
Först de måtte
om Fred mig bede.
Hvad virked du dengang, Harbard? |
|
Harbard.
30. Østerpå var jeg
og havde Ordskifte med én;
jeg leged med den linhvide
og holdt lönlige Møder.
Jeg glæded den guldstrålende;
det var Gammen for Møen. |
Thor .
31. Da havde du det helt godt med Kvindfolk. |
|
Harbard.
32. Til din Hjælp havde jeg da trængt,
Thor! for at eje
hin Mø så hvid som Lin. |
Thor.
33. Den vilde jeg vist dig ydet,
hvis det vel kunde föjet sig. |
|
Harbard.
34. Jeg vilde da have trot dig,
med mindre du sveg min Tillid. |
Thor.
35. Ej er jeg slig Hælbider
som gammel Hudsko i Vår. |
|
Harbard.
36. Hvad virked du imedens, Thor? |
Thor.
37. Jeg slog
Bersærkers
Brude på Læsø.
Ondt havde de bedrevet,
alt Folket dåret. |
|
Harbard.
38. Skam vandt du da, Thor!
Da du Kvinder slog. |
|
Thor.
39. Ulvinder var de
og ikke Kvinder.
Mod mit Skib de törned,
som på Strand jeg havde sat.
Med Jernkølle de mig trued
og drev
Thjalve på Flugt.
Hvad virked du imedens, Harbard? |
|
Harbard.
40. Jeg var i Hæren;
hid den drog
med hævede Skjolde
at farve Spydsod rød. |
Thor.
41. Derom vil du tale,
at du fór med Ufred imod os. |
|
Harbard.
42. Bøde skal jeg dig da
med håndgiven Bøde*
efter Voldgiftsmænds Dom,
som vil os forsone. |
|
*"håndgiven
Bøde" = ironisk for slag. |
|
Thor.
43. Hvor har du nemmet
så spydige Nidord*?
Aldrig jeg hørte
spydigere Ord. |
|
*Nidord = hånende ord. |
|
Harbard.
44. Dem har jeg lært
af de gamle Mænd,
som huse i Hjemmets Höje. |
|
Han mener de døde. |
|
Thor.
45. Et godt Navn
Du Gravdysser giver,
når Du kalder dem Hjemmets Höje. |
Harbard.
46. Slig jeg dömmer
om slig en Ting. |
|
Thor.
47. Din Ordkløgt vil dig
kun ilde bekomme,
når jeg tager til at vade over Vandet.
Höjere end en Ulv
tror jeg du vil hyle,
når du får af Hamren Hug. |
|
Harbard.
48.
Siv har en Horkarl hjemme;
ham skal du gå at søge.
Det Arbejd skal du øve;
det agter jeg for bedre. |
Thor.
49. Du mæler Mundsvær,
vil, at jeg skal høre det værste.
Du fejge Dødning!
med Lögn du farer. |
Harbard.
50. Jeg tror, jeg taler sandt;
du er sén med din Rejse.
Langt var du nu kommet, Thor!
om i Lön du rejste. |
|
Thor.
51. Fejge Harbard!
Helt længe har du sinket mig nu. |
Harbard.
52. Aldrig jeg trode,
at Asathor
skulde hindres på Rejse af en Rorkarl. |
Thor.
53. Nu råder jeg dig et Råd:
hid du ro med Båden.
Vi vil tie med Trudsel.
Tag mod Magnes Fader. |
Harbard.
54. Far du bort fra Sundet!
Ej får du Færge. |
|
Thor.
55. Vis mig da Vejen,
når du ej over Vandet mig vil færge. |
Harbard.
56. Det var Synd andet.
Sén er Rejsen.
En Stund er der til Stokken,
end en Stund til Stenen.
Hold så ad Vejen til venstre,
til Verland du når.
Fjörgyn træffer da
Thor, sin Sön;
hun vil vise ham Ætlingernes Veje
til Odins Lande. |
|
Thor.
57. Kommer jeg did idag? |
Harbard.
58. Du kommer med Nød og Möje,
når Sol rinder op,
som jeg skönner vil gi Regn. |
Thor.
59. Kort blev nu vor Samtale,
da du kun med Hånsord mig svarer.
Jeg skal lönne dig, at Færgen du nægted,
når vi næste Gang mødes. |
Harbard.
60. Far du nu did,
hvor Vætter* dig fange. |
|
*Vætte = overnaturligt lille væsen, f.eks. nisse,
dværg, alf. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sangen om Thrym eller: Hamren hentes
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
Digtet, der også kendes som "Thors
brudefærd",
består af 32 strofer.
Thors hammer Mjølner er
forsvundet, og det er jætten
Thrym, der har taget den,
og for at levere den tilbage vil Thym have
Freja til brud, hvilket
Freja ikke går med til, og derfor rejser Thor og
Loke til Jotunheim
forklædt som brud og terne/tjenerinde. Mjølner
bliver bragt ind som bryllupsgave til Thor/Freja og
med den slår Thor først Thym ihjel og dernæst alle
jætterne. |
 |
1. Vred var Vingthor*,
der han vågned
og Hamren sin
monne savne.
Skæget han rysted;
hans Hovedhår skjalv.
Jordens Sön
søgte omkring sig. |
|
*Vingthor er et af Thors tilnavne, det kan
betyde "den der kaster torden" eller "den der
kæmper". |
|
2. Sålunde allerförst
tog han til Orde:
"Mærk du nu,
Loke!
hvad jeg mæler,
hvad ingen véd
hverken på Jord
eller i höjen Himmel:
Hamren er stjålen." |
|
3. Gik de til Frøjas
fagre Bolig.
Der tog til Orde
han først sålunde:
"Vil du mig,
Fröja!
Fjerhammen låne,
om jeg min Hammer
måtte hente?" |
|
Frøja.
4. "Jeg gav dig den gerne
var end den af Guld;
jeg rakte den straks,
og var den af Sølv." |
|
5.
Flöj da
Loke
- Fjerhammen suste -
ud han flöj
af Asers Gårde,
ind han flöj
i Jætters Hjem. |
|
6. Thrym sad på Höjen,
Thursekongen,
snoede Guldbånd
til Hundene sine,
redte i Mag
Hestenes Manke. |
|
Thrym.
7. Hvad er med Aser?
Hvad er med Alfer?
Hvi kommer du ene
til Jøtunhejm? |
Loke.
Ilde er det med Aser,
ilde med Alfer.
Har du Hlorrides
Hammer fjælet? |
|
Thrym.
8. Jeg har Hlorrides
Hammer fjælet*
otte Raster
under Jorden.
Ingen Mand
henter den atter,
uden han fører mig
Frøja til Brud. |
|
*fjælet
= skjult, gemt. |
|
9. Flöj da Loke
- Fjerhammen suste -,
ud han flöj
af Jætters Hjem,
ind han flöj
i Asers Gårde.
Mødte ham Thor
midt i Gårde
og tog til Orde
allerförst. |
|
10. "Har du orket
dit Ærind at røgte,
sig da i Luften
lange Budskab.
Ofte er det småt
med siddendes Sagn.
og Lögnen råder
i liggendes Tale." |
|
Loke.
11. "Vel har jeg orket
Ærind at rögte.
Thrym har din Hammer,
Thursekongen.
Ingen Mand
henter den atter,
uden han fører ham
Frøja til Brud." |
|
12. Gik de den fagre
Frøja at finde;
tog han til Orde
da allerförst:
"Bind dig, Frøja!
i Brudelin.
Så jævnt vi da age
til Jøtunhejm". |
|
13. Vred
blev
Frøja,
og hun fnyste,
så Asers Sal
skælve måtte.
Brisingemen
brast, det tunge.
"Da måtte jeg være
mandlysten Mø,
om med dig jeg aged
til Jøtunhejm." |
|
14. Mødtes da alle
Aser på Thinge,
til Møde alle
Asynjer gik.
Råd da lagde
de rige Guder,
hvordan de finge
på Hamren fat. |
|
15.
Ord tog da
Hejmdal,
den hvideste As
- fremvis var han
som Vaner alle -:
"Binde vi Thor
i Brudelin;
Brisingemen*
må han tage. |
|
*Brisingemen
= Frejas guldhalssmykke. |
|
16. Lad ham Nögler
om Lænden klinge
og Kvindedragt
over Knæet falde.
På Brystet vi sætte
brede Stene
og snildelig Håret
sætte vi op. |
|
17. Mælte da Thor
den mægtige As:
"Spotte mig alle
Aser vilde,
om jeg lod mig binde
i Brudelin." |
|
18. Mælte da Loke,
Løvøsönnen*:
"Ti du, Thor!
med sådan Tale.
Snart monne Jætter
i Asgård bygge,
om du din Hammer
ej atter henter. |
|
*Lokes mor er asynjen Laufey (Løvø). |
|
19. Bandt de da Thor
i Brudelin;
Brisingemen
måtte han tage;
lod de ham Nögler
om Lænden klinge
og Kvindedragt
over Knæet falde.
På Brystet satte de
brede Stene
og snildelig Håret
satte de op. |
|
20. Mælte da Loke,
Løvøsönnen:
"Vel må jeg hos dig
Terne være;
age vi både
til Jötunhejm." |
|
21. Hjem da bleve
Bukkene drevne,
spændte i Skagler
- ile de skulde.
Bjergene brast,
Jorden brændte,
Odins Sön
til Jøtunhejm aged. |
|
22.
Mælte da Thrym,
Thursekongen:
"Stå op og bred
mig Bænke, Jætter!
Fører mig nu
Frøja til Brud,
Njörds Datter
fra Noatun. |
|
23. Køer med Guldhorn
gå her i Gårde,
sorte Øksne,
Jætten til Gammen;
rig er på Gods jeg,
rig på Gaver.
Frøja, tykkes jeg,
ene mig fattes." |
|
24. Tidligt på Kvælden
kom de alle;
Øl blev båret
op for Jætten.
En Okse han åd,
otte Laks
og alt Lækkeri,
som for Kvinderne lagdes;
dertil Sivs Mand
drak tre Mål Mjød. |
|
25. Mælte da Thrym,
Thursekongen:
"Hvor så du Brude
hvassere bide?
Ej så jeg Brude
æde så meget
og aldrig Mø
drikke mere Mjød." |
|
26. Sad der den snilde
Terne ved Siden
og tog til Orde
ved Jættens Tale:
"Intet åd Frøja
i otte Nætter;
så længtes hun hid
til Jøtunhejm." |
|
27. Han luded bag
Linet,
lysted at kysse,
men ud han for
op gennem Salen:
"Hvi ere Frøjas
Öjne hvasse?
Af Öjnene tykkes mig
Ild at brænde." |
|
28. Sad der den snilde
Terne ved Siden
og tog til Orde
ved Jættens Tale:
"Ej sov Frøja
i otte Nætter;
så længtes hun hid
til Jøtunhejm." |
|
29. Ind kom hin arme
Jættesøster,
om Brudegave
hun bede turde:
Giv af din Hånd
de røde Ringe,
om du vil vinde
Venskab af mig,
Venskab af mig
og alt Huld." |
|
30. Mælte da Thrym,
Thursekongen:
"Bringer mig Hamren
Bruden at vie.
Lægger Mjolne
i Møens Knæ;
vier os sammen,
i Vårs Navn." |
|
Vår = gudinde,
som våger over ægteskab. |
|
31. Lo da Hlorrides*
Hu i Brystet;
hård i Sind
Hamren han kendte.
Först slog han Thrym
Thursekongen,
knuste så al
den Jætteæt. |
|
*Hlorrides = Thor. |
|
32. slog den gamle
Jættesøster,
hende som bad om
Brudegave;
Smæk hun fik
for Skillinger
og Hammerhug
for Ringehob.
Så kom Odins Sön
atter til Hamren. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sangen om Hyndla
- Fra "DEN ÆLDRE
EDDA" oversat til dansk af H.G. Møller, 1870.
|
Sangen
om jættekvinden Hyndla
består af 50 strofer. "Intet af Eddaens Kvad
er saa dunkelt som dette" skriver
Karl Gjellerup i sin oversættelse fra
1895.
Midt i digtet er indskudt strofer som intet
har med de øvrige at gøre, og har fået
betegnelsen "Den korte
Völuspá". |
|
Ud over
dette indskud handler digtet om
Freja, der kommer til hulen, hvor Hyndla
bor, og sammen rider de til
Valhal. Freja rider på en galt (hendes
elsker Ottar i forvandling) og Hyndla på en
ulv. På vejen klarlægger Hyndla Ottars
slægt, hvilket var Frejas formål med at
opsøge hende, for Ottars herkomst er af
betydning, for jo flere slægled der kan
redegøres for, jo bedre er Ottar stillet i
forhold til at vinde en arvestrid med
Angantyr. Hyndla beskylder Freja for at være
falsk og mandgal, og Ottar kalder hun en
tåbe. |
|
|
|
Frøja.
1. "Vågn op, o Mø!
vågn, min Ven,
Søster Hyndla,
som bor i Hulen.
Nu råder Mörket,
og vi skal ride
til det höje Valhal,
til den hellige Bolig. |
Frøja kommer med den unge Ottar til Vølven
Hyndlas Bolig. Ottar er omskabt til en Galt, som
Frøja rider på.
Ottar = Frejas
elsker. |
|
2. Hærfader vil vi
bede
i vor Hu at bo*;
til Lön han giver
Guld til sit Følge.
Han gav Hermod
Hjælm og Brynje,
og Sigmund gav han
det skarpe Sværd. |
|
*I vor Hu at bo = at være os nådig. |
|
3. Sejr giver han
Sönnerne
og somme Rigdom,
mange Veltalenhed,
Mændene Rigdom,
Krigerne Medbør,
Skjaldene Syner,
mangen Kæmpe
Mod og Manddom. |
|
4. Til
Thor vil hun*
blote
og ham bede,
at han altid vil
huld dig være,
skönt ilde ham huer
Jættens Møer. |
|
*hun = Frøja. |
|
5. Tag nu din Ulv
ud at Stalden
og lad ham gå
med Galten min." |
Hyndla.
"Sén er din Galt
til Gudvej at træde;
ej vil jeg sadle
min stolte Ganger. |
|
6. Falsk er du,
Frøja!
at du mig frister
og sådan på os
med Öjne skuer;
Din Elsker er skjult
i Galtens Skikkelse,
Ottar den unge,
Instejns Sön." |
|
Frøja.
7. "Du er en Dåre, Hyndla!
Jeg tror, du Drömmer,
når du mener, at i Hammen
en Mand sig dølger,
i den glindsende Galt
med gyldne Børster,
i Kampens Svin,
som de kløgtige Dværge
Dåin og Nabbe
dannet have. |
|
8. Lad os tale fra
Sadlerne.
Vi skulle sidde
og mæle Ord
om Fyrsters Ætter,
om de gæve Mænds,
som fra Guder stammed. |
|
9. Ottar den unge
og
Anganty
strides om Arv
af de vælske Skatte.
Så må vi det föje,
at den unge Fyrste
får efter Frænder
sin Fædrenearv. |
|
10. Et Alter han bygged mig
op med Stene
- ret som Glas
monne Stenene glindse -
rødt Oksers friske
Blod der rinder;
altid Ottar
Asynjer trode. |
|
11. Nævn du nu alle
de gamle Ætter
og de fordum
fødte Slægter:
nævn mig
Skjoldunger,
nævn mig Skilvinger,
nævn mig Ødlinger,
nævn mig Ylvinger,
nævn mig de fribårne,
nævn mig de adelbårne,
de ypperste Mænd
i Midgårds Bo." |
|
Hyndla.
12. "Du er, Ottar!
Sön af Instejn,
og Instejn var Sön
af Alv den gamle,
Alv af Ulv,
Ulv af Sævar,
men Sævar var Sön
af Svan den røde. |
|
13. Moder din
var guldstykket Mø;
Hledis hed
den höje Præstinde.
Frode var hendes Fader
og Friant hendes Moder.
Herskere var alle
Ættens Mænd. |
|
14. Åle var forhen
ypperst blandt Mændene
og Halvdan fordum
höjest blandt Skjoldunger;
vide spurgtes de Slag,
som Heltene sloge;
hans Værker rygtedes,
såvidt Himlen sig hvælver. |
|
15. Ømund var hans
Måg,
den ypperste Mand:
Sigtryg slog han
med svale Egge.
Almvejg han ægted,
den ædle Kvinde.
De avled og ejed
atten Sönner. |
|
16. Deden stamme
Skjoldunger,
deden Skilvinger,
deden Ødlinger,
deden Ylvinger,
deden de fribårne,
deden de adelbårne,
de ypperste Mænd
i Midgårds Bo:
det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
17. Hildigun var
hendes Moder,
Barn af Svåva
og Søkongen.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe!
Vel bör det mærkes.
Vil mere du vide? |
|
18. Dag ejed Thora,
Moder til Drenge;
i den Æt avledes
de ypperste Kæmper:
Fradmar, Gyrd
og begge Freker,
Åne, Jøsurmar,
Alv den gamle.
Vel bör det mærkes.
Vil mere du vide? |
|
19. Ketil var deres
Ven,
Klyps Arving,
Moders Fader
til Moder din;
Frode fødtes
för end Kåre,
og Alv blandt Brødrene
ældst mon være. |
|
20. Næst var der
Nanna,
Nøkkves Datter;
hendes Sön
var din Faders Slægtning.
Det er Oldtids Slægtskab,
men end ældre jeg véd.
Jeg kendte både
Brodd og Hörve.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
21. Isolv og Åsolv,
Sönner af Ølmod
og af Skurhild,
Skekkils Datter:
fra mange Ædlinge
skal din Æt du regne.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
22. Gunnar med
Skjoldet,
Grim den Plovsmed,
Thore med Jernskjold,
den gabende Ulv. |
|
23. Hervard, Hjörvard,
Hrane, Anganty,
Bue og Brame,
Barre og Rejvne,
Tind og Tyrving
og tvende Haddinger.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
24. Østpå i Bolm
bårne vare
Arngrims og
Øfuras Sönner.
Ondt da voldte
Bersærkers Vildhed
over Lande og Hav,
som om Luen rased.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
25. Jeg kendte både
Brodd og Hörve,
raske Hirdmænd
hos Rolf den gamle.
Alle de stammed
fra Jörmunrek,
Sigurds Måg,
- lyt til min Saga! -
den vilde Kæmpes,
som Favne vog. |
|
26. Den Fyrste var
en Ætling af Völsung;
Hjördis stammed
ned fra Hrødung
og Ølime
fra Ødlingers Æt.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
27. Gunnar og Høgne
var Gjukes Arvinger;
så var og Gudrun,
deres Søster.
Ej var Guthorm*
af deres Æt ;
dog var han Broder
til begge hine.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
*Guthorm var
Halvbroder til Gunnar og Høgne. |
|
28. Harald Hildetand
fødtes Hrørek
Slöngvanbøge;
Sön var han af Ød.
Ød den rige
var Ivars Datter,
men Radbard var
Fader til Randve.
Af Guder signede
var de gæve.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
Versene 29-44 synes at
være satte ind i dette Digt ved en
Fejltagelse og at have dannet en Del af et andet
Digt, kaldet
"den kortere Vølvespådom." |
|
29. Elleve i Tallet
Aserne vare,
da
Balder segned
på Dødningbålet.
Vale viste sig
værdig at hævne det;
brat han Broderens
Bane slog.
Det er alt din Æt,
Ottar Tåbe! |
|
30. Balders Fader
var Burs Arving.
Frey ejed Gerd;
hun var Gymes Datter,
af Jætters Æt,
født af Ørbode.
Dertil var
Thjasse
deres Frænde;
prægtigt var hans Skrud;
Skade hed hans Datter. |
|
31. Meget jeg dig
siger,
og mere jeg mindes.
Vi vogte over Ordet.
Vil mere du vide? |
|
32. Hake var bedst
af Hvednas Sönner,
og Hjörvard var
Hvednas Fader.
Hejd og Hrosthjov
vare Hrimnes Börn. |
|
33. Alle Vølver
stamme fra Vidolv;
alle Troldmænd
er Vilmejds Æt;
alle Sejdmænd
er Svarthøveds Sönner;
alle Jætter
er
Ymes Æt. |
|
34. Meget jeg dig
siger,
og mere jeg mindes.
Vi vogte over Ordet.
Vil mere du vide? |
|
35.
En blev født
i årle Tider;
Kraften blev øget
for Guders Ætling.
Jættemøer ni*
ved Jordens Rand
fødte den væbnede,
vældige Gud. |
|
*"Thor
er født af ni Jettemøer" er en note i digtet. |
|
*Heimdal
har ni mødre. |
|
36. Meget jeg dig
siger,
og mere jeg mindes.
Vi vogte over Ordet.
Vil mere du vide? |
|
37. Gjalp ham
fødte,
Grejp ham fødte,
Ejstla ham fødte
og Ørgjava,
Ulvrun ham fødte
og Angöja,
Imd og Atla
og Jernsakse. |
|
Navnene på Heimdals
ni mødre. |
|
|
38. Vækst han tog
af Jordens Vælde,
af den svale Sø
og det sonende
Blod. |
|
|
39. Mere jeg dig
siger,
og mere jeg mindes.
Vi vogte over
Ordet.
Vil mere du
vide? |
|
|
40. En Ulv avled
Loke
med Angerbode;
selv fødte han
Slejpne
ved
Svadilfare.
Et Uhyre* tyktes
rædsomst af
alle;
det var et Barn
af Bylejsts
Broder**. |
|
*Dette Uhyre er
Midgårdsormen.
**Bylejsts
Broder =
Loke. |
|
|
41. Loke fandt
et ved Luen
halvstegt
Kvindehjerte,
og til Kvinde
blev han.
Da undfanged
Loke
ved den onde Mø.
Derfra stamme
alle
de onde Kvinder. |
|
Dette Vers er
meget dunkelt og Teksten usikker. Det
synes, at Loke
har skiftet Natur ved at spise et halvstegt
Kvindehjerte. |
|
|
42. I Bølger slår
Havet
mod selve Himlen
og strömmer ind
over Land;
Luftkredsen
forgår.
Deden komme
Snefog
og snare Vinde.
Da er det
Skæbnens Råd,
at det ej skal
regne*. |
|
*-
at det ej skal regne
-
men sne og fryse. |
|
|
43.
Én* blev født,
den
störste af alle;
han
fik Vækst
af
Jordens Vælde.
Han
er herligst
af
Herskerne alle,
en
Ven af Siv
og af alle
Slægter. |
|
*Én =
Thor. |
|
|
44.
Da kommer en anden,
som
end er större ;
hans
Navn jeg vover
dog
ej at nævne.
Få
skue længer
frem
i Tiden
end
til
Odins
Møde med
Ulven." |
|
|
Frøja.
45.
"Giv
nu Mindets
Øl
til Galten*,
at
han
alle
de
Ord må
huske,
din hele Tale
om trende Morgener,
når han og Anganty
deres Ætter
skal tælle." |
|
*Galten = Ottar. |
|
|
Hyndla.
46.
"Drag
din egen Sti;
mig
lyster at sove.
Lidet
Venskab
må
af mig du vente.
Ude du løber
ved Nattetid, Elskede!
ret som en Ged
efter Bukke
render. |
|
|
47.
Efter Od du løb,
syg
af Attrå,
men
flere Elskere
have
dig favnet.
Ude
du løber
ved
Nattetid, Elskede!
ret
som en Ged
efter Bukke
render." |
|
|
Frøja.
48.
"Ildens
Skin
jeg
om Skovkvinden lægger.
Ej
skal du komme
ud herfra." |
|
|
Hyndla.
49.
"Ild ser jeg brænde
og
Jord at flamme.
Mangen må løse
sit
Liv af Vånde.
Bær nu Ottar
øl til Hånde.
Det er blandet med Edder;
Ondt det ham
varsler." |
|
|
Frøja.
50.
"Dit onde Varsel
skal intet virke,
Jættekvinde!
om
end ilde du spår.
Drikke han skal
den
dyre Drik.
Alle Guder
skal Ottar
skærme." |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)