|
|
|
Fenrisulven |
 |
|
"Fenrisulven bindes", 1909, af den engelske
illustrator Mabel Dorothy Hardy (1868-1937). |
|
Loke
og
Angerboda er forældre til
Fenrisulven, der som hvalp boede i
Asgård, hvor
Tyr
tog den til sig. Den voksede sig så stor at
aserne frygtede den og lagde den i kæden Løding og
derefter i kæden Drome og ulven sprang dem begge,
hvorfor
dværgene Brok og Sindre
fik til opgave at smede en holdbar kæde, og det blev
Gleipner,
der var en tynd men magisk kæde/bånd skabt af
fiskeånde, fuglespyt, bjørnesener, bjergrødder,
kvindeskæg og lyden fra kattepoter.
Da den tynde kæde skulle lægges om ulven, fattede
den mistanke om, at der var lusk på færde og
krævede, at en af guderne skulle lægge sin hånd i
dens mund, og det blev
Tyr, der vovede det, og
da kæden blev strammet og Fenrisulven ikke kunne
komme fri bed den Tyrs højre hånd af.
Fenrisulven står herefter bundet i en hule i
Udgård
og hyler, og for at den ikke skulle snappe efter
aserne satte de et svær på højkant i dens gab og
fråden skabte en flod, der løber gennem Udgård.
Først ved
Ragnarok vil Fenrisulven bryde kæden
og dræbe Odin og
selv blive dræbt af Vidar,
Odins søn. |
|
|
 |
|
"Fenrisulven bindes"
af den tyske
illustrator Emil
Doepler d.y. fra
"Walhall: die
Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
 |
|
"Tyr og
Fenrisulven", 1911, af den svenske kunstner John
Albert Bauer. |
|
 |
|
"Tyr og
Fenrisulven. Tyr lægger hånden i Fenrisulvens gab,
mens den bindes af en af aserne", 1868, udført
af
Vilhelm Bissen. Statens Museum for Kunst. |
|
|
 |
|
Frej/Freyr |
 |
|
"Skirners
besked til Gerd", 1908, af den engelske kunstner
W.G. Collingwood. |
 |
|
Frej og Gerd. |
 |
Fra "Grimnes
Tale",
Den Ældre Edda:
5. Ydale det hedder,
hvor Ull
har
sig Sale bygget.
Alfhjem til Frey
gav Guder i årle
Tider til Tandgave*. |
|
*Tandgave/tannfé = gave der blev givet til et barn,
når det tabte sin første tand. |
|
|
er af
vaneslægten og gud
for frugtbarhed og velstand. Frej er søn af
Njord
og tvillingebror til
Freja. Hans hustru
er Gymers
datter Gerd, sammen bor de
i
Alfheim.
Efter
vanekrigen flyttede Njord, Frej og Freja
til Asgård.
|
|
Skirner/Skírnir er Frejs skosvend/tjener
og sendebud, som Frej sender til Jotunheim for, på hans vegne, at fri
til Gerd, og som belønning herfor får Skirner Frejs sværd - "det Sværd, som
selv sig svinger, når en vis det holder i Hånd." Skirner forsøger at få Gerd
med sig for gaver - gyldne æbler og en magisk ring - "Otte jævntunge Ringe
af den dryppe hver niende Nat." Gerd siger: "Ej savner jeg Guld i Gymes
Gårde; min Fader har fuldtop deraf." Gerd afviser Skirners trusler - han vil
hugge hovedet af hende og dræbe hendes far Gymer. Først da Skirner truer
Gerd med runemagi overgiver hun sig. |
|
Fra "Skirnes
Rejse",
Den Ældre Edda. |
Gerd.
20. Elleve Æbler
jeg aldrig tager
for Frier at föje.
Ej kan Frey og jeg,
mens i Live vi ere,
bygge sammen i Bo. |
Skirne.
26. Med Tryllekvist slår jeg;
tvinge jeg skal dig
mig til Vilje, Mø!
Jeg sender dig did,
hvor Mændenes Sönner
siden skal aldrig dig se. |
Gerd,
37. Hil dig da, Svend!
Den kolde Kalk jeg dig rækker;
af Fortids Mjød er den fuld.
Dog havde jeg ventet,
at jeg Vaners Ætling
aldrig skulde elske. |
Skirne.
41. Barre hedder
- vi kende den begge -
den lönlige Lund.
Der mon om ni Nætter
til Njörds Sön
Gerd sin Elskov unde. |
|
|
Skidbladner er Frejs
skib, der altid har medvind og kan sejle på land.
Gyldenbørste er
Frejs galt/hangris, der har børster af guld, og på
den kan Frej ride over vand og gennem luften
hurtigere end på nogen hest. Gyldenbørste lyser så
kraftig at natten bliver lys som dagen.
Det er dværgene
Brok
og Sindre, der har smedet Gyldenbørste.
Se
Lokes væddemål med dværgene. |
|
|
|
 |
|
"Frej og
Gyldenbørste", 1901, af den tyske illustrator Johannes Gehrts
(1855-1921). |
|
 |
|
"Freir", udført af
Lorenz Frølich, 1845. |
|
|
|
 |
|
Freja |
|
Frejas elsker hedder Ottar - se "Sangen
om Hyndla". |
 |
Der er
et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal. |
"Frejas sal" står der i "Der er et Yndigt Land"
af Adam Oehlenschläger, 1819, der er den ene af
Danmarks to nationalsange.
Det danske landskab beskrives som Frejas sal, der er
Folkvang - som den hedenske frugtbarhedsgudindes
frugtbare landskab. |
|
gudinde for elskov, frugtbarhed, skæbne og
død. Freja er af
vaneslægten,
hun er datter af
Njord
og tvillingesøster til
Frej.
Frejas mand Od forlader
hende, hvorfor hun græder tårer af guld.
Efter
vanekrigen flyttede Njord, Frej og Freja
til Asgård.
|
|
Folkvang er Frejas
bolig/sal. Halvdelen af de faldne krigere kom til
Folkvang - de var udvalgt af Freja. Den anden
halvdel tog
Odin til
Valhal. |
|
Brisingamen
er Frejas guldhalssmykke, se nedenfor. |
|
Frejas to katte trækker hendes vogn, når hun
rider i kamp. |
|
Sejd, magi/troldom som
Freja lærer aserne. |
Freja
har en fjederham (fjerdragt), og dvs. en
falkeham, og hun kan med den på flyve
som en falk.
Loke
låner Frejas falkeham da han bringer den
bortførte Ydun tilbage til Asgård.
Også
Frigg, Odins hustru, har en falkeham. |
|
|
 |
"Freja" af den tyske
illustrator
Emil Doepler d.y. fra "Walhall:
die Götterwelt der Germanen", 1900. |
|
 |
|
"Freja", udført af
Lorenz Frølich, 1844. |
|
|
|
|
Freja ville købe
halssmykket Brisingamen af de fire dværge, der havde smedet det, og
tilbød guld, sølv og andre kostbarheder for det, men den betaling dværgene
ønskede var, at Freja tilbragte en nat sammen med hver af dem, og således
fik hun smykket.
Loke
fandt ud af, hvordan Freja havde fået smykket og
fortalte det til
Odin, der gav ham ordre til at få fat i
smykket. Forvandlet til en flue kom Loke ind i
Frejas hus, og forvandlet til en loppe bed han hende
i kinden, så hun i søvne vendte sig, og Loke tog
loppehammen af stjal smykket, som hun havde om
halsen, og forlod herefter huset og afleverede
smykket til Odin. Da Freja vågnede og opdagede, at
smykket var borte, var hun klar over, at Loke havde
været på spil og var sendt af Odin, hvilket hun
bebrejdede Odin og bad om at få det igen, hvilket
hun fik efter en overenskomst, som hun indgik med
ham.
|
|
Om hvordan
Freja fik guldhalssmykket Brisingamen står der om i
"Sörla þáttr" (Fortællingen om Sørle) eller
"Sagaen om Hedin og Høgne", der er en fortælling
fra "Óláfs saga Tryggvasonar en mesta" (den største) som er nedskrevet i
Flatøbogen/Codex
Flatöiensis, der er det største bevarede islandske håndskrift fra
middelalderen (1387-94) bestående af 225 blade og rigt illustreret og
indeholder en række norske kongesagaer.
Flatøbogen er skrevet for den velhavende bonde
Jon Hákonarson af præsterne Jón Þórðarson og Magnús
Þórhallsson - Þórhallsson illustrerede også hele skriftet. Bogen var
formentlig tænkt som gave til
Kong Olav 2.
Håkonsson, men blev pga. kongens død i 1387 aldrig afleveret.
Skriftet fik navnet "Flatøbogen" efter den islandske ø Flatey beliggende i
bugten Breiðafjörður, hvor den befandt sig indtil 1647.
I slutningen af 1400-tallet kom skriftet
formentlig til Þorleifur Björnsson (o. 14301486)
hirðstjóri/statholder på Flatey, imidlertid vides med sikkerhed, at hans
barnebarn Jón Björnsson ejede skriftet, og at han videregav det til
sit barnebarn, Jón Finnsson, der i 1647 videregav det til
Brynjólfur Sveinsson
biskop ved Skálholt, der senere overdrog bogen til
Kong Frederik 3.
Fra 1656 til 1971
tilhørte Flatøbogen Det Kongelige Bibliotek i København, og var ét af
de islandske håndskrifter der i 1971, af Det Kongelige Bibliotek, blev
udleveret til Island. |
|
 |
|
Flatøbogen, GKS 1005 fol.,
Árni Magnússon Institute for Icelandic Studies,
Reykjavík. |
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
frugtbarhedsgudinde af
asaslægten.
Gefion fik lov
til, af den svenske sagnkonge Gylfe, at beholde det
land, hun på én nat kunne pløje ud af Sverige. Det
var Gylfes belønning for en nat med den smukke
gudinde. Landområdet hun pløjede ud med okser/hendes
forvandlede sønner, blev Sjælland. |
|
Gefionspringvandet
ved Langelinie i København,
udført
1908 af
billedhuggeren Anders Bundgaard.
|
|
Gefion,
loftsmaleri til
Frederiksborg-Museet
1882, af
Lorenz Frølich. |
|
|
|
 |
|
|
|
hal/bolig og en slags paradis
i
Asgård
hvor de overlevende aser mødes efter
Ragnarok
og lever evigt. |
|
 |
|
|
|
et gabende svælg eller tomrum midt i verden
i den tidligste tid/urtiden. |
|
Fra
Vølvens Spådom,
Den Ældre Edda: |
6. I
årle Oldtid,
da
Yme leved,
var ej Sand eller Sø
eller svale Bølger.
Jord var der ikke,
ej Himmel foroven,
men et svælgende Gab,
hvor Græs ej grode. |
7. Da
skabtes Verden
af
Burs Sönner;
den mægtige Midgård
monne de grunde.
Fra Syd skinned Sol
paa Salens Stene;
da grode af Grund
de grönne Urter. |
|
|
 |
|
|
|
|
Heidrun |
Hejdrun hedder Geden,
som står ved Hærfaders Hal
og gnaver af Læråds Grene.
Bøtter fylde hun skal
med den skære Mjød;
på den Drik ej skorte det skal. |
|
|
hunged, der bor på taget af
Valhal
og spiser af
Yggdrasils grene. Hendes yver giver mjød
til krigerne/einherjerne. |
|
|
|
Billede fra "SÁM
66" (Stofnun Árna Magnússonar á
Íslandi),
manuskript fra 1700-tallet, på Árni
Magnússon-Instituttet
for Islandske Studier i
Reykjavík. |
|
 |
|
 |
|
Heimdal |
 |
|
"Heimdal
og Gultop",
1908, af den engelske illustrator Mabel Dorothy
Hardy (1868-1937). |
 |
Himinbjörg er den ottende,
hvor Hejmdal råder
for sine hellige Haller.
Der drikker Gudernes Vogter
i sin yndige Gård
glad den gode Mjød. |
|
Fra "Grimnes
Tale",
Den Ældre Edda. |
|
Himinbjörg = Himmelbjerg |
|
 |
|
Danmarks Himmelbjerg i Søhøjlandet. |
 |
Codex Wormianus,
Rígsþula
strofe 2: |
Gekk
hann meir at þat
miðrar brautar;
kom hann at húsi,
hurð var á gætti;
inn nam at ganga,
eldr
var á golfi;
hjón sátu þar
hár at arni,
Ái ok Edda,
aldinfalda. |
Han
vandrede videre
midt på vejen.
Han kom til et hus,
døren var lukket.
Han gik ind.
Ild
var der på gulvet.
Et
gråhåret par
sad
ved ildstedet
Ái og Edda,
hætteklædte. |
|
|
gudernes vogter, kaldes den
hvide as.
Han er søn af
Odin
og har ni mødre som er søstre - se
Sangen om Hyndla.
Heimdal
bor på Asgårds højeste bjerg Himmelbjerg ved
foden af regnbuebroen Bifrost og vil blæse i sin lur
Gjallerhornet/Gjallarhornet
ved
Ragnarok
for at advare aserne om, at
jætterne kommer. Heimdal kan høre græsset
gro, han ser lige så godt om natten som om dagen.
Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. |
|
|
"Heimdal ved
Bifrost" af den tyske illustrator Emil Doepler d.y. fra "Walhall:
die Götterwelt der Germanen", 1900. |
|
"Heimdal", udført af
Lorenz Frølich, 1845. |
|
|
 |
|
Digtet
Rígsþula
(Rigs vandring) handler om at Heimdal
drog på vandring blandt menneskene under navnet
Rig. I digtet nævnes
navnet
Edda.
Rig/Heimdal
kommer først til et faldefærdigt hus, hvor
der bor et gammelt ægtepar Ái
(oldefar) og Edda (oldemor). De
beværter ham, og han overnatter hos dem i
tre nætter, hvor han ligger midt imellem dem
i deres seng, og fortsætter herefter sin
vandring. Ni måneder efter besøget fødte
Edda en søn, der var sort i huden, og som de
derfor døbte
Træl, og som
voksede op og giftede sig med
Þír/Tir/Thyr/Thy/Tøs og sammen fik de
mange børn. Træl blev stamfar til trællenes
æt. |
Rig/Heimdal besøger på sin
vandring tre sociale klasser - trælle, bønder og
stormænd.
Efter besøget hos oldefar og oldemor besøger
han bedstefar og
bedstemor,
der nedkommer med drengen Bonde, der blev stamfar
til bøndernes æt. Sidste besøg er hos storbonden,
hos far og mor, der nedkommer med sønnen
Jarl, som Rig lærer runemagi. Fordi Rig lærer
runemagi fra sig, er han også tolket som værende
identisk med
Odin. |
|
Rígsþula
findes i Codex
Wormianus/AM 242 fol. (arkivsignaturen) fra o. 1350, navngivet efter
Ole Worm (1588-1654) dansk videnskabsmand, rune- og oldtidsforsker.
Árni Magnússon fik i 1706 håndskriftet af teologen Christen Willumsen
Worm (1672-1737) sønnesøn af Ole Worm. |
|
"Sangen
om Rig", Den Ældre Edda. |
|
 |
|
"Rig i
oldefars hytte", 1908, af den engelske
kunstner William Gershom Collingwood
(1854-1932). |
 |
|
"Rig hos
far og mor". |
|
 |
Hos Aserne gol
guldkammet Hane;
den vækker hos Hærfader
Heltenes Skarer.
Under Jorden
galer en anden,
den sodrøde Hane
i Hels Sale. |
|
Fra
Vølvens Spådom/Völuspá,
Den Ældre Edda. |
|
Gyldenkam/Gullinkambi
er en hane med en kam af guld, der galer når
der er fare på færde bl.a. før
Ragnarok vækker den de faldne krigere,
einherjerne, til kamp. |
|
 |
"Thor
og
Heimdal",
af Louis
Moe
(1857-1945).
Thor i
sin vogn
trukket
af de to
gedebukke
Tanngnjost
og
Tanngrisner
og
Heimdal
med
Gjallarhornet.
Imellem
dem ses
Gyldenkam. |
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
er dødsriget og her
hersker Hel, der er datter af
Loke
og Angerboda.
De der ikke er døde
i kamp kommer til Helheim.
Hunger er navnet på Hels fad.
Sult er
navnet på hendes kniv.
Garm er helvedeshunden og
dødsrigets vogter, der står bundet i Gnipahulen
i nedgangen til Hel og hyler når nye afdøde ankommer
og varsler hermed
Nidhug om, at der
er nyt blod for ham at suge.
I fortællingen om
Balders død stiller
Hel en betingelse for at Balder kan vende tilbage
til Asgård, nemlig at hele verdens skal græde over
hans død, og det gjorde alle på nær én, og det var
Loke forklædt som jættekvinden Tøk. |
|
Gjallarbroen
er broen til
dødsriget Hel/Helheim, den forbinder de levendes
rige, Midgård, med de dødes rige.
Broen går over
floden Gjøl
og er
guldbelagt, og
dens vogter er,
ifølge Den Yngre
Edda, den unge
pige
Modgunn/Móðguðr,
der er Hels
tjenerinde.
Balder,
Odins søn, er blevet dræbt af sin
bror Høder
(lokket af
Loke), og hans
bror
Hermod
rider på
Slejpner til Hel
for at hente ham
tilbage til
Asgård, og ved
Gjallarbroen
spørger Modgunn
om, hvad hans
ærinde er, da
han ikke ligner
dem, hun ellers
modtager, og
fordi broen
gungrede
voldsomt under
ham, hvad den
ellers ikke gør.
Hermod
fortæller, at
han søger
Balder, og
Modgunn viser
ham vejen til
Hels gård, hvor
han ser Balder,
der ikke kommer
med hjem til
Asgård fordi
Hels betingelser
herfor ikke
indfries (se
ovenfor).
Gjallarhornet,
det rungende
horn, med
hvilket Heimdal
vil annoncere
begyndelsen på
Ragnarok, og
Gjallarbroen,
den rungende
bro,
symboliserer
tilsammen broen
mellem liv og
død. |
|
 |
 |
|
 |
|
|
|
digt fra ca. 985. I
Snorres Edda
er citater herfra, flere strofer er gået tabt.
Digtet er af den islandske skjald Úlfr Uggason,
og beretter bl.a. om Loke og Heimdal der kæmper
om Frejas
smykke Brisingamen,
Thors
fisketur
og
Balders bålfærd.
Uggason digtede
Húsdrápa for høvdingen Ólafur pái Höskuldsson
(Olaf Påfugl Hoskuldsson - kaldet påfugl da han som
denne fugl var stolt og elegant). Höskuldsson levede
angiveligt o. 938-1006 og ejede gården
Hjardarholt hvis sale var dekoreret med
træudskæringer af mytologiske scener som Uggason
betragtede og skabte digtet ud fra.
I Laxdøla/Laxdæla saga, om folkene i Laksådalen,
står om Ólafur pái Höskuldsson. |
|
 |
|
|
|
søn af
Odin
og
Balders
bror. Han er blind. Lokket af
Loke dræber han Balder med
en pil af mistelten. Høder bliver selv dræbt af
Vale, Odins søn, der er én dag gammel.
Brødrene kommer efter Ragnarok tilbage fra dødsriget og
forenes. |
|
Høder på
Eckersbergs
billede "Balders
død". |
|
 |
|
|
|
|
Idun/Ydun |
 |
|
"Ydun",
af Lorenz Frølich, 1845. |
|
hustru til
Brage. Hun
er datter af dværgfyrsten Ivalde og lysdisen
(skæbnegudinden)
Hildegun. Iduns
attribut er
guldæbler,
som giver aserne evig ungdom. Hun har en kurv fuld
af æbler, som hun hver morgen deler ud af.
I Gylfaginning,
Snorres Edda, fortælles om Idun og hendes
magiske æbler.
Iduns æbler er de æbler man kendte til i
vikingetiden, dvs. vildæbler, navnløse æbler, der
voksede i skovene. Æblerne kan være symbol på
frugtbarhed.
"Idunn Mons" er
en skjoldvulkan på planeten Venus, der er opkaldt
efter Idun. |
 |
|
Jætten
Tjasse
bortfører
gudinden Idun
Loke
lokkede, tvunget
af jætten
Tjasse, Idun til
at gå uden for
Asgård og
medbringe sine
æbler for at
sammenligne dem
med de æbler,
som Loke påstod
at have set der,
og som lignede
hendes.
Da Idun var uden
for Asgård blev
hun bortført af
Tjasse, der
havde forvandlet
sig til en ørn.
Da Idun nu ikke
var i Asgård
betød det, at
guderne ikke
kunne bevare
deres ungdom, og
de gættede, at
det var Loke der
stod bag
bortførelsen, og
de truede ham
til at bringe
hende tilbage.
Forvandlet til
en falk, iført
Frejas
falkeham, fløj
Loke mod Tjasses
gård og fik øje
på Idun, som han
forvandlede til
en nød, så han
kunne holde
hende i sin klo.
Tjasse blev
rasende over
Iduns forsvinden
og satte efter
dem.
Siddende på sin
tronstol
Lidskjalv var
Odin vidne
til hvad der
foregik og
beordrede aserne
til at tænde et
bål som
Tjasse/ørnen
fløj ind i og
Tjasse blev
dræbt af aserne.
|
|
"Idun og Tjasse". |
|
 |
Frølichs billede refererer til det
islandske digt Odins Ravnegalder
eller Odins Ravnesang (Hrafnagaldur
Óðins) fra formentlig 1600-tallet.
Digtet omhandler Iduns forsvinden
fra Asgård og gudernes forsøg på at
bringe hende tilbage, fordi deres
evige ungdom er i fare.
Idun sidder ved Ask Yggdrasil, som
hun er faldet ned fra, og ved siden
af hende ses Loke, Heimdal og Brage,
og på træets gren sidder en ørn -
alle sendt ud af Odin for at høre
nyt fra Idun, der svarer med tårer
og ikke med ord. Til slut i digtet
blæser Heimdal i Gjallarhornet
hvilket varsler Ragnarok. |
|
"Idun, Loke, Heimdal og
Brage", af Lorenz Frølich. |
|
|
|
|
|
Jætterne bor i den vilde natur
i
Udgård/Jotumheim, de er i evig
kamp med aserne, og
Thor
kunne med sin hammer Mjølner bekæmpe
jætterne.
Jætterne var enorme af
størrelse, de kunne være smukke eller skræmmende grimme.
Odin og hans brødre Vile og
Ve er sønner af urjætten Borr og jættekvinden Bestla og
således var jætterne og aserne beslægtet.
|
|
En jættestue
er gravkamre/familiegravsteder fra yngre
stenalder/bondestenalderen 4000-1700 f.Kr. og var
ifølge folketroen/overtroen opført af jætter, for
kun for dem, var det muligt at løfte de store, sten
som blev anvendt. Oprindeligt har der formentlig
været omkr. 4000 jættestuer i Danmark hvoraf ca. 500
er bevaret. |
|
|
|
|
 |
|
|
urjætte, den første skabning, jætternes
stamfader.
Ymer har andre navne f.eks. Aurgelmir og
Brimir, der også er navnet på en sal efter
Ragnarok,
hvor der er rigeligt med mad og drikke. |
|
Ymer blev
skabt af dråber, der blev dannet i tomrummet
Ginnungagap, der lå midt i verden.
Dråberne kom fra isen i Niflheim (isverdenen), der
lå mod nord, og isen var blevet tøet op af varmen
fra Muspelheim (ildverdenen), der lå mod syd.
Ymer leverde
af koen Audhumblas mælk.
Jætten har givet navn til det
syrnede mælkeprodukt Ymer. |
|
Odin
og hans brødre Vile og Ve
dræbte Ymer og skabte verden/jorden, himlen og
havet af hans krop, som de havde kastet i
Ginnungagap. Blodet blev til havene, knoglerne til
bjergene, håret til skovene, tænderne til sand og
sten, hjerneskallen til himlens hvælving. Gløder fra
Muspelheim oplyste verden, således skabtes stjerner,
sol og måne.
Odin, Vile og Ve skabte også menneskene. Af to
stykker træ snittede de en mand og en kvinde -
Ask og
Embla, som Odin blæste liv i, og de blev
stamfædre til menneskene. |
|
|
|
|
Fra
Vølvens Spådom,
Den Ældre Edda: |
5. Jætter jeg
mindes
i Oldtid fødte;
fordum blev
hos dem jeg fostret.
Ni Verdner jeg véd,
Verdenstrær ni.
Den herlige Ask
var end under Mulde. |
6. I årle Oldtid,
da Yme leved,
var ej Sand eller Sø
eller svale Bølger.
Jord var der ikke,
ej Himmel foroven,
men et svælgende Gab,
hvor Græs ej grode. |
7. Da skabtes
Verden
af Burs Sönner;
den mægtige Midgård
monne de grunde.
Fra Syd skinned Sol
paa Salens Stene;
da grode af Grund
de grönne Urter. |
8. Fra Syd kom Sol
med Måne i Følge;
Himlens Rand
den greb med sin höjre.
Sol ej vidste,
hvor Sale den ejed,
Måne ej vidste,
hvad Magt den ejed,
Stjerner ej vidste,
hvad Sted de ejed. |
|
|
Urkoen Audhumbla/Ødhumbla |
Audhumbla fødtes fra sveden af
Ymers armhuler.
Ymer levede af dens mælk.
Af de
salte sten slikkede Audhumbla asernes stamfader
jætten
Bure/Buri
frem. Buris søn hed Borr, og han er
far til
Odin. |
 |
 |
 |
|
"Ymer dier koen Ødhumbla",
udført ca. 1777 af
N.A.
Abildgaard,
Statens Museum for Kunst. |
|
"Audhumbla
og Bure". Illustration fra det islandske manuskript "Sæmundar
og Snorra Edda", 1760, af Ólafur Brynjúlfsson, Det Kgl. Bibliotek. |
|
Audhumbla slikker Bure frem. |
|
|
|
|
 |
|
Mimer |
Vølvens Spådom,
Den
Ældre Edda:
2. Ene sad hun ude,
da den ældgamle kom,
den vældige As,
og i Öje hende skued.
"Hvad vil I vide?
Hvi vil I mig friste?
Vel véd jeg, Odin!
hvor du skjulte dit Öje." |
|
har
ingen krop, kun et hoved, som han fik hugget af i
krig, og som blev vakt til live igen.
Han er vogter af Mimers kilde
(eller brønd) som springer ved
Yggdrasils
rødder og giver visdom til
den, der drikker af den.
Som hel jætte var Mimer den
klogeste i verden. |
|
I
Mimers brønd er Odins ene øje, som han kastede i
brønden for at få visdom. Odin bar rundt på Mimers
afhuggede hoved, så han kunne spørge ham til råds. |
|
"Odin
spørger Mimer til råds"
af den tyske illustrator
Emil Doepler d.y. fra
"Walhall: die Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
 |
|
|
 |
|
Ægir |
 |
|
"Ran og Ægir" af den
tyske illustrator Emil Doepler d.y. fra "Walhall: die Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
 |
|
"Ægir og hans
Døtre" udført 1893 af Karl Hansen Reistrup efter forlæg af Lorenz
Frølich.
Københavns Rådhus. |
|
 |
|
"Loke skændes med guderne i Ægirs hal", 1895, af Lorenz Frølich. |
|
 |
|
Loke
beskylder Frigg for utroskab. |
|
|
|
|
|
Ægir/Øge/Gyme hersker over havet, er havets gud, og på havets bund er
hans bolig - vægge og loft er af guld. Søfolk frygtede Ægir, for blev han
set på havets overflade var det for at trække skibe til havets bund.
Med sin
hustru, havdybets gudinde,
Ran har Ægir ni døtre, som er havets
bølger og navngivet efter bølgernes
egenskaber. Ran har et stort net med hvilket
hun opsamler druknede søfolk og fører dem
til sit
dødsrige.
Ægir skulle have boet på Læsø (Hlérs ø).
Et
kongeskib er navngivet efter Ægir.
Ægir regnes som
Loke for en af aserne og ses ofte i deres
selskab. |
Ægirsgildet
Lokes
digt "Lokasenna" ("Lokes Skænderi") handler
om et gilde hos Ægir.
Guderne var til gilde i Ægirs (Øges) hal. "Øge, som også kaldtes Gyme, havde
lavet Øl til Aserne", som han bryggede i en stor kedel dvs.
Hymers kedel, som guderne havde bragt
med.
"Til dette
Gæstebud kom Odin og Frigg,
hans Hustru. Thor kom ikke, thi han var på
Østfart; Siv, Thors Hustru, var der;
ligeså Brage og hans Hustru Idun.
Ty var der; han var énhåndet;
Fenrisulven sled hans Hånd af ham, da den
var bunden. Der var Njörd og hans
Hustru Skade, Frey og Frøja,
Odins Sön Vidar. Loke var der
og Freys Tjenere, Byggve
og Bøla. Der var
mange Aser og Alfer."
Øge havde to Tjenere,
Fimafeng og Elde; der var lysende
Guld istedetfor Ildslys; Øllet bar sig selv
frem, og der var fredhelligt."
Gildet
begyndte med af Loke dræbte Ægirs tjener
Fimafeng fordi, han havde fået ros af
guderne, hvilket ikke behagede Loke. I vrede
over Lokes handling jog aserne ham ud i
skoven. Loke kom tilbage, og han var i et
lune, hvor alt gjorde ham vred og ondskaben
i ham blussede op, og han tilsvinede guderne
én efter én, og til Ægir sagde han, inden
han forlod gildet, at han ønskede at hans
hal måtte brænde.
Under ølgildet hånede Loke bl.a. guderne
for at være kvindagtige og gudinderne for at være elskovssyge. Frigg og Sif
beskyldte han for utroskab. Sif,
Thors
hustru, havde været sin mand utro med Loke
selv, hvilket gjorde Thor rasende, da han kom til gildet, da dette blev
sagt, og han besvarede Lokes forhånelser med, at han ville dræbe ham med
Mjølner, og den trussel fik Loke til at forlade Ægirs hal. Guderne, hvis
vrede han havde påkaldt sig, satte efter ham. Loke blev fanget og straffet -
straffen svt. den i "Den yngre Edda"/"Snorres Edda, se
Lokes straf. |
|
Fra "Lokes Ordstrid eller Øges Gilde",
Den Ældre Edda. Hele
digtet, klik
her |
Til Odin siger Loke:
"Husker du, Odin!
da vi i årle Tider
blandede Blod sammen?
Aldrig vilde
Øl du smage,
når ej for os begge det bares." |
|
Odin siger:
"Rejs dig da. Vidar!
og lad
Ulvens Fader
være Gæst ved Gildet,
at ikke Loke
os laste skal
her i Øges Hal." |
|
Om Brage
siger Loke:
"Af Aser og Alfer,
som er herinde,
er du mest fejg i Fare
og mest sky for Skud." |
|
Og Loke kalder
ham "Brage Bænkepryder!" |
|
|
Om Brages hustru Idun siger
Loke:
"Du er af alle Kvinder den mest mandlystne". |
Om Gevjon/Gefion siger Loke,
at hun gav sig til en mand for at få et
smykke. |
|
|
Til Odin siger Loke:
"Aldrig forstod du
at dömme Mændenes Dåd.
Ofte de sløvere
Sejr du gav,
skönt ej du det skulde." |
|
Til Odin siger Loke:
"Men du drev Sejd
på Samsø,
sysled med Gift som Gyger*;
lig en Troldmand du for
over Folket hen;
så usselt et Væsen du var." |
|
Gyge*
= kvindelig jætte. |
|
Til Frigg, Odins hustru, siger
Loke:
"Du er Fjorgyns [Fjørgynns] Datter;
altid du mandlysten er." |
Til
Freja siger Loke:
"Aser og Alfer,
som ere her inde,
have alle din Elskov nydt." |
|
Loke kalder
Freja en falsk heks. |
|
|
Om
Njord
fortæller Loke:
"ej længer skjules det skal
Med din Søster
du avled den Sön.
Dog er han ej værre, end man vented." |
Om
Tyr siger
Loke:
"Tænk på din Hustru;
til den Sön, hun fik, var jeg Fader." |
|
Om
Frej
siger Loke:
"For Guld du købte
Gymes Datter*
og skænked bort dit Sværd,
men når Muspels Sönner
over Mörkved ride,
véd du ej, Stakkel, hvormed du vil slå." |
|
*Gymes
Datter er Gerd. |
|
Til Byggve/Byggvir,
Frejs træl, siger Loke:
"aldrig var du bold
til at dele Mad blandt Mænd.
I Bænkenes Strå
var du svær at finde,
når Kæmper yppede Kiv." |
|
Til
Heimdal
siger Loke:
"I årle Tider
et ledt Liv dig bestemtes.
Med våd Ryg
må du altid vente
og våge, du Guders Vogter." |
|
Til
Siv/Sif
siger Loke:
Om du det var,
var ene du
kydsk og knibsk mod Mænd.
En jeg dog véd,
så vidt jeg tror
der brød Hlorrides [Thors] Ægteskab;
og det var den lumske Loke. |
|
Til Bøla/Beyla,
Byggvirs hustru, Frejs trælkvinde siger Loke:
"du er Byggves Kvinde,
og megen Men er der ved dig.
Et værre Utyske
kom aldrig til Asers Sönner;
helt skiden du er, du Skøge !" |
|
Til
Thor
siger Loke:
"Om dine Rejser mod Øst
skulde du aldrig
mæle til Mænd,
siden du sad på Hug
i
Handskens Tommeltot;
da tyktes du ej at være Thor." |
|
Til Øge/Ægir siger
Loke lige inden han forlod gildet:
"Øl laved du, Øge!
men aldrig siden
skal Gilde du göre.
Over alt dit Eje,
som er her inde,
Lue lege
og brænde dig på din Bag." |
|
|
|
 |
|
Hymer |
 |
|
"Thor og
Hymer"
af den tyske illustrator Emil Doepler d.y. fra "Walhall: die Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
|
var ejer af en stor
kedel, som han lånte ud til gilde hos
Ægir. |
Thors fiskefangst.
Hymer var på fisketur med
Thor
på verdenshavet, der fik Thor
Midgårdsormen på
krogen, men Hymer skar linen over - herom
står der i Gylfaginning,
Den Yngre Edda.
Thor, i forklædning som ung mand/jætte,
havde overnattet hos Hymer og tog med ham på
fisketur, hvilket Hymer ikke var meget for,
da han ikke mente Thor var til meget gavn
fordi, han var for lille og for ung og ville
komme til at fryse, hvis Hymer roede så
langt ud, som han plejede at gøre. Thor blev
vred på Hymer og var klar til at slå ham med
sin hammer, men lod være for at prøve sin
styrke på en anden måde. Thor spurgte Hymer,
hvad de skulle bruge som madding, men Hymer
bad ham selv om at skaffe madding, og det
blev hovedet af Hymers største okse som hed
Himinhrjóðr.
De roede ud på havet og kom til det sted,
hvor Hymer plejede at fiske, men Thor ville
have, at de skulle ro længere ud, men ifølge
Hymer var Midgårdsormen nu blevet en
trussel. Thor satte oksehovedet på krogen og
Midgårdsormen bed på, og Thors ben gik
gennem båden, da han ville trække fangsten
ind, men Hymer, der havde skiftet farve af
skæk over synet af Midgårdsormen, huggede
linen over, og ormen sank ned i havet. Thor
slog derefter Hymer i hovedet med sin næve
så han faldt over bord, og gik derefter selv
i land. |
|
 |
Ty. [Tyr]
5. Langt mod Østen
for Elivåger
bor den vise Hyme
ved Himlens Ende.
Min kække Fader
en Kedel ejer:
for vist den måler
en Mil til Bunden. |
23. Kraftigt drog
den djærve Thor
Ædderormen
op til Borde.
Med Hamren han hug
mod Hovedets Fjæld;
ledt det på Fenres
Frænde var. |
24. Ulvehyl
genlød,
i Grund det tuded,
den ældgamle Jord
skjalv af Angst,
men atter sank
Fisken i Sø. |
Fra "Sangen om
Hyme",
Den
Ældre Edda.
Tyr og Thor henter kedlen hos Hymer,
der her er far til Tyr.
Thor og Hymer tager på fisketur. |
|
|
|
 |
|
|
|
regerer i
Muspelheim/ildverdenen.
Hans sværd
brænder og flammerne lyser stærkere end solen. Ved
Ragnarok får han hele jorden til at brænde op. |
Surt farer sydfra
med spillende Flammer;
af Sværdet skinner
Kampgudens Sol.
Stenbjerge styrte
til Bjergmøers Skræk.
Helte gå til Hel;
Himlen brister. |
|
Vølvens spådom/Völuspá, Den Ældre Edda. |
|
 |
|
|
 |
|
|
|
regerer i Udgård. Han kender som
Odin til
runemagi - magiske remser
skrevet med runer som kunne bruges til forskellige
formål bl.a. til sejr over
Thor
som
i myten om "Thors
besøg hos Udgårdsloke", hvor han
optræder i forklædning som jætten
Skrymer. |
|
 |
|
|
|
 |
|
|
|
(den larmende) den stærkeste blandt jætter,
fordrukken og pralende. Han blev knust af Thors hammer. Hrungners hest
Guldfaxe blev af Thor givet til sønnen Magni, som flyttede Hrungners fod fra
Thors hals.
Se
Thors kamp med Hrungner. |
|
 |
|
|
|
hans hustru er
Aurbode/Ørboda.
Han er far til Gerd,
Frejs
hustru, og til
Bele,
som Frej dræbte med en hjortetak fordi han havde
givet sit sværd til sin tjener
Skirner. |
|
 |
|
|
|
søn af jætten
Gilling. Ifl.
Skáldskaparmál,
Snorres Edda var Gilling omkommet på en
sejltur på havet med dværgene
Fjalar og
Galar, da de roede ind i et skær og
Gilling ikke kunne svømme i land. Gillings hustru
græd meget over tabet af sin mand, og dværgene
mente, at hvis hun så hvor Gilling var omkommet,
ville det gøre hende godt, men så langt kom hun
ikke, for dværgene dræbte hende med en kværnsten, da
de var trætte af at høre på hende tuderi. Da Suttung
hørte herom tog han dværgene til fange og satte dem
på et skær, som ved højvande blev oversvømmet.
Dværgene tiggede Suttung om at skåne deres liv og
tilbød ham
skjaldemøden. Suttung tog mjøden med
sig og gemte den i en hule i Hnitbjerget i Udgård,
og lod sin datter Gunlød vogte den. Se "Odin
stjæler skjaldemjøden". |
|
"Suttung og
dværgene", 1891, af den franske kunstner Louis Huard
(1814-1874). Dværgene tigger Suttung om at
skåne deres liv. |
|
 |
|
|
 |
|
|
|
Hræsvælg/Hræsvelgr (ådselslugeren) en jætte
forklædt som verdens største ørn, der med
sine vingeslag fremkalder vinden og
bølgerne. |
Ligsvælger
han hedder,
som sidder ved Himlens Ende,
Jætten i Örneham.
Fra hans Vinger
siges Vinden at komme
over alle.
Fra "Vavthrudnes
Tale",
Den Ældre Edda. |
|
 |
|
|
 |
|
|
jættekvinde,
datter af Tjasse, der bortførte
Idun og blev dræbt af aserne.
Ifølge Snorres Edda tog Skade, iført hjelm og brynje, til Asgård for at
hævne sin fars død. Med Skade indgik Aserne et forlig/betalte bod. Aserne
bestemte, at Skade skulle vælge sig en mand blandt aserne, og kun ud fra at
have set mandens fødder. Hun så en mand med smukke fødder og udbrød: "Ham
vælger jeg, intet er grimt ved
Balder", men det var Njord fra Noatuns fødder hun valgte. Skade
bestemte, at aserne skulle få hende til at le, og morskaben stod
Loke for - han bandt den ene ende
af et reb om skægget på en ged og den anden ende om sine testikler. Når
geden hoppede hvinede Loke og endte med at falde ned i skødet på Skade, og
hun lo. Odin kastede Tjasses øjne
op på himlen, hvor de blev stjerner, og det glædede Skade. |
Njord
fra Noatun. Njord er gud for havet, vinden og
for rigdom/velstand. Ifølge Snorres Edda bor han det sted i himlen, der
hedder Noatun. Han er far til Frej
og
Freja.
Skade valgte ham til sin mand, men ægteskabet blev ikke vellykket, fordi
Njord foretrak at bo ved havet, hvor han kunne høre mågeskrig og Skade i
bjergene i Thrymheim, hvor hun kunne høre ulveskrig. De tilbragte ni nætter
hvert sted, men levede til sidst hver for sig. |
|
 |
|
Fenja og
Menja |
 |
"Fenja og Menja ved kværnen Grotte", 1886,
af den svenske maler Carl Olof Larsson. |
|
 |
|
"Menja og Fenja", 1871, af den engelske illustrator W.J. Wiegand
(1869-1882). |
|
|
Fanølinjens bilfærger er opkaldt efter de to jættekvinder. |
|
jættekvinder og trælle hos
Kong Frode/Frode Fredegod, ejeren af den magiske kværn
Grotte
- "Hengikjöft hed den Mand, som gav Kong Frode Kværnen. Kong Frode lod
Trælkvinderne lede til Kværnen og bød dem male Guld og Fred og Held for
Frode."
Fenja og Menja måtte kværne uafbrudt for Frode, og i vrede herover hævnede
de sig på Frode ved at male en hær frem. "Det siges da, at de sang den Sang,
som kaldes Grottesangen, og för de holdt inde med Kvadet, malede de
en Hær frem mod Frode, så at den Søkonge, som hed Mysing, kom samme
Nat, dræbte Frode og tog et stort Bytte. Da endtes Frodes Fred."
Mysing tog herefter Grotte og Fenja og Menja med sig
og tvang dem til at male salt, hvilket de gjorde i et sådant omfang at
Mysings skibe sank i Petlandsfjord. På havets bund kværner Grotte stadig og
derfor er havet salt.
Citater fra "Sangen om Grotte", Den Ældre Edda. |
4. De sang og svang
den snurrende Sten;
da sov de fleste
af Frodes Trælle,
men Menje kvad
og maled tillige: |
5. "Guld og Fryd
for Frode vi male,
meget Gods
på Lykkens Mølle.
I Rigdom han sidde,
på Dun han sove
og vågne med Lyst!
Vel er da malet. |
18. Nu skal Hænderne holde
de hårde Lanser,
de blodige Våben.
Vågn nu, Frode!
Vågn nu, Frode!
hvis lytte du vil
til vore Sange,
til gamle Sagn. |
19. Bavnen ser jeg brænde
østen for Borgen;
Kampbudet våger;
det kalder man Varsel.
En Hær mon drage
hid i Hast
og brænde Kongens
höje Bolig. |
23. Møerne maled;
deres Magt de prøved.
Unge var de
og vilde Jætter.
Stængerne skalv;
da styrted Kværnen.
Tværsover brast
den tunge Sten. |
24. Brat da
mælte
Bjergrisers Mø:
"Vi har malet, Frode!
Nu monne vi standse.
Længe nok Møerne
ved Møllen stod." |
Hermed
slutter sangen
- Mysings hær er på vej. |
|
|
|
|
|
 |
|
Loke |
|
Lokes havresæd/Lokesæd = flimrende bevægelse i
luften i stille, varmt vejr, overført om noget
uvirkeligt, en illusion. |
 |
Balders død - Loke lokkede Høder til at skyde
sin bror.
Loke er forklædt som
Tøk,
der græder tørre tårer og derved forhindrer at
Balder
kan komme hjem til Asgård. |
 |
|
Loke forvandler sig til en stikflue -
Lokes væddemål med
dværgene. |
 |
|
Loke forvandler sig til en falk, iført
Frejas
falkeham, bringer han
Idun/Ydun,
som jætten Tjasse har bortført, tilbage til Asgård. |
 |
|
Thors brudefærd - Loke er her først i
Frejas falkeham og derefter forklædt som
tjenerinde. |
 |
|
Loke
er sammen med
Thor på
besøg hos Udgårdsloke. |
 |
|
|
Loke fornærmer guderne ved
Ægirsgildet.
I digtet
Lokasenna beskylder han
Frigg for at
have været Odin utro med hans brødre Vile og Ve. |
 |
|
Loke med et
fiskenet,
SÁM 66. |
Fiskenettet, som Loke havde opfundet, endte med
at blive det net, der var medvirkende til, at han selv blev fanget. Loke
opfandt nettet mens han boede alene i en hytte, hvor han gemte sig for
aserne, som han havde fornærmet, og som ville finde og straffe ham. Da
aserne fandt Lokes hytte kastede han nettet i ilden og forvandlede sig til
en laks og gemte sig i en elv. Aserne opdagede nettet, der stadig
brændte, genskabte det og kastede det i elven, hvor laksen/Loke
forsøgte at springe over det, men blev fanget af Thor - laksens tynde hale
skulle skulle være fremkommet ved det faste greb, som Thor havde om Loke.
Lokasenna:
"Men efter dette skjulte Loke sig
i Frånangs Fos i en Lakses Lignelse; der tog Aserne ham". |
|
|
er smuk, snu, lumsk, ondsindet, løgnagtig,
drilagtig, pralagtig og omskiftelig af natur. Både fysisk og
psykisk er han en mester i forvandling. Han er en
ballademager, en urostifter. |
|
Loke er født i
Udgård/Jotunheim, hans far er jætten
Farbaute/Fárbauti
og hans mor
asynjen
Nál
også kaldet Laufey/Løvø og Loke var således
Laufeysønnen eller
Løvøsønnen (i "Thors brudefærd"). I Lokasenna
kalder Loke sig selv for "Løvøs
Sön".
Lokes
hustru er asynjen Sigyn,
deres sønner er
Narve/Narfe
og Vale.
Loke regnes
for en af aserne og bor i
Asgård fordi
Odin
blandede blod med ham. I sagaerne optræder
han især som
Thors
ledsager.
Loke er mor til Odins hest
Sleipner, som han har med hingsten
Svadilfare. |
|
Loke har sammen med
jættekvinden Angerboda
de tre monstre
Midgårdsormen
(Thors
værste fjende),
Hel
og
Fenrisulven, som
Odin
dels forviste til verdenshavet og dødsriget
og kastede i lænker fordi han vidste, at de ville
bringe ulykker over aserne. |
|
 |
|
"Loke", udført af Lorenz Frølich, 1845. |
|
 |
"Lokes yngel
med
Angerboda"
af den tyske
illustrator Emil Doepler d.y. fra
"Walhall: die Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
|
|
|
Lokes væddemål med dværgene
Loke havde klippet håret af
Thors
hustru Sif mens hun sov, og det gjorde Thor rasende og han
truede Loke på livet, hvorfor Loke med dværgenes hjælp fik
fremstillet guldhår til Sif og også skibet Skidbladner (Frejs
skib) og spyddet Gungner (Odins
spyd). Overfor Brok
pralede Loke med hår, skib og spyd og mente, at ingen kunne
skabe slige mesterværker, hvilket han turde sætte sit hoved
på. Brødrene Brok og
Sindre tog udfordringen op og ignorerede en generende
stikflue/en forvandlet Loke, der forsøgte at forkludre
tilblivelsen. Brok og Sindre fremstillede
Gyldenbørste (Frejs
gris), Draupner (Odins guldring), Mjølner (Thors
hammer). I Asgård fremviste Loke og Brok deres værker for
aserne for at får afgjort hvilket værk, der kunne kåres som
det bedste, og det blev Mjølner fordi aserne så det som et
godt kampvåben, der kunne bruges mod jætterne. Sejren til
Brok betød at Loke skulle have hovedet hugget af, og da Brok
var klar til det, sagde Loke, at han måtte få hovedet men
ikke halsen, hvorfor Brok i stedet syede Lokes mund sammen.
|
 |
|
Loke
klipper håret af Sif. |
|
 |
|
Snaptunstenen,
en essesten, fundet 1950 ved Snaptun ved
Horsens fjord. På stenen ses Loke med munden
syet sammen. |
|
|
|
|
 |
|
"Loke og
Sigyn",
af Emil Doepler
d.y. 1900. |
|
|
Lokes straf
Loke var skyld i, at den blinde Høder dræbte sin
bror
Balder,
og at Balder, der var i
Hel, ikke
kunne vende hjem til Asgård, fordi Loke i forklædning som jættekvinden Tøk
græd tørre tårer over hans død, og betingelsen for at få Balder tilbage var,
at alle ting i verden, levende som døde skulle græde for ham. At Tøk var
identisk med Loke gættede guderne og tog ham til fange for at straffe ham.
Loke blev bundet til tre store sten i en bjerghule i Udgård/Jotunheim - det
han blev bundet med var sønnen Narves tarme, da Narve var blevet sønderrevet
af sin bror Vale, som aserne havde forvandlet til en ulv. En giftslange lod
guderne dryppe gift i Lokes ansigt, men hans hustru Sigyn samlede
slangegiften op i en skål, og når hun tømte skålen ramtes Loke af giften og
vred sig i smerte og jorden skælvede. |
|
 |
Loke
stjæler Andvares guld
Andvare er en dværg, der er rig på guld, som Loke
stjæler, herunder også ringen Andvarenaut, en forbandet ring, der
ville bringe ejermanden i ulykke. |
Fra "Anden Sang om Sigurd Fåvnesbane",
Den Ældre Edda:
Loke så alt det Guld, som Andvare ejede,
men da han havde hentet det frem altsammen,
da beholdt han endnu en Ring, men Loke tog
den fra ham. Dværgen gik ind i Stenen og
sagde: |
5. "Dette Guld,
som Gust har ejet,
skal tvende Brødres
Bane vorde
og volde Kiv
mellem otte Konger.
Ingen skal nyde,
hvad jeg ejed." |
"Loke og Andvare"
af den tyske illustrator Emil Doepler d.y.
fra "Walhall: die
Götterwelt der Germanen", 1900. |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
er et søuhyre af jætteslægt,
den er
afkom af
Loke
og
Angerboda og dens søskende er
Fenrisulven
og Hel.
Odin
forsøgte at drukne ormen i verdenshavet, hvor den voksede
sig så stor, at den kunne
slynge sig om
Midgård
og bide sig selv i halen.
|
|
Midgårdsormen var Thors værste fjende. Da
Thor besøger Udgårdsloke, optræder Midgårdsormen
i skikkelse af en kat, som Thor ikke kunne løfte. Thors andet møde med
Midgårdsormen er, da han er på fisketur med
Hymer og får ormen på krogen. Et sidste og endeligt møde
mellem Thor og Midgårdsormen er ifølge Vølvens spådom ved
Ragnarok, hvor Thor
bliver dens banemand og han selv bliver offer for dens gift. |
Thors
fiskefangst, Hørdumstenen, 800-1250,
Hørdum Kirke, Thy, fundet 1954.
Thor har fået Midgårdsormen på krogen og er i
færd med at hale den indenbords og
anstrengelserne medfører at hans fod gennemborer
bådens bund. Til venstre for Thor ses Hymer med sin
økse parat til at hugge linen over. |
|
 |
|
 |
|
|
|
|
Norner |
Deden
komme Møer,
de meget vidende
tre fra Salen
dybt under Stammen.
Urd nævntes den ene,
den anden Verdande,
Skuld kaldes den tredje,
naar Runer ristes.
Love de lagde,
Liv de bestemte
for Slægternes Börn
og Heltenes Skæbne.
"Vølvens
Spådom",
Den
Ældre Edda. |
|
Urd, Verdande
og Skuld
fortids-, nutids- og fremtidsgudinder, der bor i
Asgård
ved Urds brønd/kilde (skæbnebrønden) ved den ene af
Ask Yggdrasil tre rødder. Hver dag
overøser de askens rod med vand fra Urds Kilde
for at den ikke skal blive tør eller rådne, for det
vil
betyde
Ragnarok
hvis asken går ud.
Nornerne spinder livets tråd/menneskenes og gudernes
skæbne. På
livstråden kan aflæses hvordan et liv vil forme sig,
og jo færre knuder tråden har, des lettere bliver
livet. Hver
gang en tråd klippes dør et menneske. |
|
|
 |
|
"Nornerne og
Ask Yggdrasil"
af den tyske illustrator Emil
Doepler d.y. fra "Walhall: die Götterwelt der
Germanen", 1900. |
|
|
|
|
|
|
|